Gør det på jobbet: 3 øvelser du kan lave i arbejdstiden
Få lidt bevægelse ind i din arbejdsdag. Lidt motion i løbet af dagen gør nemlig også en stor forskel.
Få lidt bevægelse ind i din arbejdsdag. Lidt motion i løbet af dagen gør nemlig også en stor forskel.
Få lidt bevægelse ind i din arbejdsdag. Lidt motion i løbet af dagen gør nemlig også en stor forskel. Colourbox


Din krop er bygget til at blive bevæget. Et aktivt liv forebygger livsstilssygdomme og overvægt, og samtidig udskiller kroppen endorfiner, når du træner, hvilket generelt er med til at gøre dig gladere.


Rigtig mange danskere får dog ikke rørt sig nok, og slet ikke i løbet af en 8 timers arbejdsdag med sidestillende arbejde. Men faktisk kan du let få mere bevægelse ind i løbet af dagen på kontoret. Det fortæller sundheds- og livsstilsekspert Julie Retbøll Eriksson.

- Små justeringer kan gøre en stor forskel. Det er altid bedre at gå 500 meter end slet ikke at gå. Mange har det indtryk, at det kun virker, hvis vi går all in og spiser minimum 600 gram grøntsager om dagen og træner i hvert fald 4 gange om ugen. Det er rigtigt, at mange grøntsager og træning flere gange om ugen er sundt, men hvis alternativet er ingen træning og ingen grøntsager, så er lidt altid bedre, siger hun.

Herunder kan du læse tre metoder til at få bevægelse ind i løbet af arbejdsdagen:

Tag trappen

At gå er en let måde at røre sig på, og derfor er det godt at gøre så meget som muligt. Tag for eksempel trappen i stedet for elevatoren, og tag toilettet, der ligger lidt længere væk end det, du normalt bruger. Mange arbejdspladser har toiletter flere steder, og du kan med fordel score flere skridt på kontoen ved at tage et toilet længere nede ad gangen. Når du skal i kontakt med din kollega, og du har mulighed for det, så gå hen til vedkommende i stedet for at sende en mail.

Sving armene

Armsving løsner op i skuldrene, som ofte kan være spændte, når du sidder og arbejder foran en computer i mange timer. Du får gang i blodcirkulationen og mere ilt til hjernen og dermed mere energi.

Squat

Det lyder som noget, der hører sig et træningscenter til. Men squat er også en øvelse, du let kan lave på arbejdspladsen. Den er rigtig god for både ben og balder og kræver ikke noget udstyr. Du skal stå med hoftebredde mellem fødderne og ret ryg. Herefter sænker du numsen ned mod gulvet og presser op igen gennem hælene. Det er specielt en god øvelse, når du sidder meget ned.

Om Julie Retbøll Eriksson

Julie Retbøll Eriksson er sundheds- og livsstilsekspert med en professionsbachelor i sundhed og ernæring.

Hun står bag firmaet Glad Livsstil.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.