Godt nyt til pædagoger: Nemmere at få job i Tyskland
Pædagoger med en dansk uddannelse får nemmere ved at skifte børnehaven ud med et job i "Kindergarten".
Især sønderjyske pædagoger glæder sig over de nye regler, som gør det nemmere for danske pædagoger at få arbejde i Tyskland.
Især sønderjyske pædagoger glæder sig over de nye regler, som gør det nemmere for danske pædagoger at få arbejde i Tyskland. Foto: Scanpix / arkiv.


Der er blevet kortere vej til et job i Tyskland for pædagoger, der er uddannet i Danmark.

Det skriver DR Syd.

Pædagoger uddannet på UC Syd skal nemlig ikke længere tage et suppleringskursus på 120 timer, hvis de vil have et arbejde i børnehaver og specialinstitutioner i Slesvig-Holsten.

Det betyder meget for UC Syd, siger Martin Brunsgaard, der er international koordinator ved pædagoguddannelsen i Aabenraa.

- Vi ser Tyskland som en del af vores opland, og vi har mange tyske studerende på uddannelsen. Derfor betyder det meget, at vi kan vende uddannelsen mere mod det tyske arbejdsmarked, siger han til DR Syd.

Det er et kursus i børns sproglige udvikling, der nu er blevet streget på listen over krav til de danskuddannede pædagoger.

Den ændring glæder Nina Heutmann, som bor syd for grænsen, men læser til pædagog på UC Syd.

- Det giver os en masse valgmuligheder, og det gør det meget nemmere at vælge mellem både danske og tyske job, siger hun.

På UC Syd håber man nu også på at få fjernet en sidste barriere, der gør det besværligt for danskuddannede pædagoger at arbejde i Tyskland.

Den barriere er et suppleringskursus i tysk lovgivning, som de uddannede pædagoger på nuværende tidspunkt skal igennem.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.