Godsejer på ny dømt i sag om falske knive
Stor regning til godsejer Gorm Lokdam. Han blæste på Højesteret og videresolgte kopiprodukter fra Kina.
Godsejer Gorm Lokdam. Stor regning til godsejer Gorm Lokdam. Han blæste på Højesteret og videresolgte kopiprodukter fra Kina. /ritzau/ (Rasmus Baaner/POLFOTO/arkiv)
Godsejer Gorm Lokdam. Stor regning til godsejer Gorm Lokdam. Han blæste på Højesteret og videresolgte kopiprodukter fra Kina. /ritzau/ (Rasmus Baaner/POLFOTO/arkiv) Foto: RASMUS BAANER/POLFOTO


Godsejeren og forretningsmanden Gorm Lokdam er tirsdag igen blevet dømt i en sag om import af et stort parti kopivarer fra Kina.

Østre Landsret fastslår i dommen, at Gorm Lokdam har ignoreret en tidligere afgørelse fra Højesteret om, at han skulle destruere de godt 8000 falske Global-knive.

I stedet har godsejeren videresolgt varerne, fremgår det af afgørelsen - og dermed har han for anden gang i forløbet krænket selskabet Rosendahls rettigheder.

Derfor skal han nu betale 400.000 kroner i erstatning og vederlag til Rosendahl, ligesom han skal betale sagsomkostninger på 150.000 kroner.

Importen af de mange kopier af de kendte japanske knive har tidligere i forløbet kostet godsejeren 478.000 kroner, oplyser Rosendahls advokat.

- Jeg er selvfølgelig yderst tilfreds med afgørelsen, siger advokat Christian Bardenfleth fra firmaet Plesner.

- Min klient er også glad for afgørelsen, tilføjer han, der betegner forløbet som grotesk.

Det hele begyndte i 2005, da en container med de falske Global-knive blev åbnet af toldere i Aarhus.

Derefter blev varerne ifølge en medarbejder kørt til en garage på en af Lokdams ejendomme, St. Restrup Herregård ved Nibe.

Planen var at sælge kopierne i Norden, Polen og Rumænien, har han fortalt.

Efter et langvarigt opgør i fogedretten, Sø- og Handelsretten og i Højesteret blev det fastslået, at Gorm Lokdam havde krænket Rosendahls ophavsret ved at importere kopivarerne.

Landets øverste domstol pålagde også Lokdam at sørge for, at kopierne blev destrueret.

Imidlertid fik Rosendahl mistanke om, at det ikke var sket, og derfor blev der anlagt en ny retssag. I den forbindelse har Lokdam blandt andet hævdet, at han ikke har haft noget med borttransport af knivene at gøre.

Men de tre dommere skriver tirsdag, at hans forklaring ikke kan tillægges nogen betydning. Tværtimod har han med vilje igen krænket Rosendahls rettigheder, hedder det.

I øvrigt er godsejeren også i en anden sag blevet dømt for at importere kopiprodukter. I Kina købte han en container fyldt med kander, som er efterligninger af de kendte Alfi-kander.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.