Glen Riddersholm gør angriber til ny AGF-anfører
Morten "Duncan" Rasmussen er ny anfører i AGF. Angriberen overtager ansvaret fra Steffen Rasmussen.
Morten "Duncan" Rasmussen er ny AGF-anfører. Her i en kamp fra den seneste sæson mod OB.
Morten "Duncan" Rasmussen er ny AGF-anfører. Her i en kamp fra den seneste sæson mod OB. Foto: Tobias Nicolai/Polfoto


AGF-træner Glen Riddersholm har pillet anførerbindet af armen på målmand Steffen Rasmussen og i stedet givet det til angriberen Morten "Duncan" Rasmussen.

Samtidig har Riddersholm og resten af trænerteamet i den aarhusianske fodboldklub udpeget en ledergruppe på fire personer. Ud over anføreren er Steffen Rasmussen, Niklas Backman og Danny Olsen med i den gruppe.

- Det er vigtigt for mig, at jeg kan få kontakt til anføreren og rådføre mig med ham under en kamp. Som træner har jeg derfor også altid foretrukket, at det er en markspiller, der bærer anførerbindet.

- At valget er faldet på Duncan, har været oplagt, fordi han både har personligheden, erfaringen, vindermentaliteten og den strategiske indsigt til at løfte denne opgave, siger Glen Riddersholm til klubbens hjemmeside.

Ifølge træneren er der brug for flere skuldre til at bære ansvaret på spillersiden, hvorfor han har nedsat ledergruppen på de fire spillere.

- Det er erfarne, modne spillere, der har prøvet meget i deres karriere, og de har den nødvendige ballast til at påtage sig et ekstraordinært stort ansvar i dagligdagen i forhold til, at vores kultur hele tiden udvikler sig i den rigtige retning.

- Ledergruppen vil være i tæt samarbejde og dialog med staben og vores team coach B.S. Christiansen, der vil bidrage med de kompetencer, han har, og rådgive dem, siger Glen Riddersholm.

AGF indleder sæsonen mod Sønderjyske søndag klokken 13 i Haderslev.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.