Glatte veje spolerer bjergetape i Paris-Nice
3. etape af det franske cykelløb Paris-Nice kunne ikke gennemføres på grund af frost, sne og glatte veje.
Michael Matthews er fortsat indehaver af førertrøjen, efter at 3. etape blev afblæst.
Michael Matthews er fortsat indehaver af førertrøjen, efter at 3. etape blev afblæst. Foto: Jacques Brinon/AP


Frost, snevejr og glatte veje fik onsdag store konsekvenser for det franske etapeløb Paris-Nice.

Arrangørerne valgte således at afbryde 3. etape, da man vurderede, at forholdene var for farlige for rytterne.

I første omgang blev løbet indstillet med 75 kilometer tilbage af etapen på et tidspunkt, hvor fem ryttere - Aleksej Lutsenko (Astana), Laurent Didier (Trek), Alexis Gougeard (AG2R), Jesús Herrada (Movistar) og Thomas De Gendt (Lotto-Soudal) - havde slået et stort hul til hovedfeltet.

Den første melding lød på, at arrangørerne ville starte løbet igen med 42,5 kilometer til målstregen i Mont Brouilly.

Snefald på den sidste del af ruten betød dog, at den plan hurtigt blev droppet.

3. etape bliver dermed sløjfet fra Paris-Nice, hvilket betyder, at der ikke er nogen ændringer i klassementet.

I den samlede stilling indtager australske Michael Matthews (Orica-Greenedge) førstepladsen med et forspring på 14 sekunder til Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) fra Holland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.