Glat Østergaard: Mange årsager til dårligt valg
Den radikale leder vil ikke udlægge årsagerne til halveringen ved valget, men ser et signal fra vælgerne.
Tre ud af otte radikale folketingsmedlemmer var i panelet, da partiet tirsdag holdt pressemøde i forbindelse med det årlige sommergruppemøde.
Tre ud af otte radikale folketingsmedlemmer var i panelet, da partiet tirsdag holdt pressemøde i forbindelse med det årlige sommergruppemøde. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det er en stærkt reduceret radikal folketingsgruppe, der de seneste dage har afholdt sommergruppemøde på Egelund Slot i Nordsjælland.

Frem til valget den 18. juni havde partiet 17 medlemmer af landets lovgivende forsamling, men det antal er i dag nede på otte.

Det har fået partiet til at afholde "lyttemøder", hvor folketingsmedlemmer har rejst rundt i landet for at blive klogere på befolkningens betragtninger, men selv er partiets politiske leder ikke meget for at begrunde, hvorfor han nu er chef for halvt så mange.

- Jeg tror, der er mange årsager til det, lyder det gentagne gange fra Morten Østergaard under det pressemøde, som afslutter sommergruppemødet.

Og den tidligere vicestatsminister ønsker ikke at uddybe disse årsager.

- Man kan ikke kæmpe den sidste krig en gang til. Vi er nødt til at se fremad, lyder det afvigende trods adskillige spørgsmål til temaet.

Valgresultatet betyder også, at partiet nu er mindre end valgdebutanterne fra Alternativet, som blev stiftet af Uffe Elbæk, der brød ud af De Radikale i den forgangne valgperiode.

Og Morten Østergaard ser da også den nye parlamentariske situation som et signal til de gamle partier om, at de har gjort noget forkert.

- Jeg tror, at det her valg har været udtryk for, at der hos danskerne har været et ønske om et opgør med den måde, vi generelt har bedrevet politik på i Danmark, konstaterer han.

Derfor ønsker han i højere grad at søge nye samarbejder frem for at tænke i blokpolitik.

- Jeg tror, at det danskerne ønsker, er, at partierne snakker sammen og finder løsninger. Jeg tror, det har været for meget det røde imod de blå, mener partilederen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.