Glæde overskygger skuffelse efter dansk gysernederlag
Sara Thygesen mener, at hun og makkeren aldrig har spillet bedre end ved China Open, hvor parret fredag tabte.
Sara Thygesen var sammen med Niclas Nøhr tæt på at levere endnu en overraskelse ved China Open.
Sara Thygesen var sammen med Niclas Nøhr tæt på at levere endnu en overraskelse ved China Open. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Badmintonparret Niclas Nøhr og Sara Thygesen var tæt på at skabe en meget stor overraskelse i fredagens kvartfinale ved Super Series Premier-turneringen China Open.

Mixeddoublen havde to sætbolde i første sæt mod Xu Chen og Ma Jin fra Kina, men de tredjeseedede OL-sølvvindere endte med at vinde den meget spændende kamp med 27-25, 21-19.

Trods nederlaget er der glæde at spore hos danskerne, fordi de fik presset kineserne til det yderste.

- Det er klart glæden, der fylder mest. Jeg havde lidt frygtet, at vi ville få en stor snitter, men det gjorde vi ikke, siger Sara Thygesen.

- De har stået i de her tætte kampe mange gange, og de havde lige det der ekstra til sidst, så vi kom under pres. Det handler om erfaring, de er lidt mere kolde, end vi er, siger hun.

Den danske konstellation ligger nummer 39 på verdensranglisten, men danskerne har ved den stærkt besatte China Open besejret to par, der er højere rangeret.

Ikke mindst sejren i anden runde over kineserne Lu Kai og Huang Yaqiong, der var seedet otte, gav stor selvtillid.

- Det har helt klart været vores bedste turnering, vi har aldrig spillet bedre.

- Vi er meget glade for, at vi kan være med blandt de bedste i verden, og i dag var vi endda tæt på at vinde.

- I dag var bare et niveau op i forhold til de andre par, vi har mødt. Vi skulle være 100 procent på hele tiden. Men det var de små ting, der afgjorde det til deres fordel, og det kan man også se på resultatet, siger Sara Thygesen.

Hun og Niclas Nøhr skal i næste uge være med ved Hong Kong Open.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.