Glade iranere fejrer atomaftale
Iranerne fejrer, at 12 års atomkrise kan være fortid snart, og at Iran måske er på vej ud af sin isolation.
Der var fest i Teherans gader natten til fredag, efter det er lykkedes at indgå en aftale om Irans omstridte atom program.
Der var fest i Teherans gader natten til fredag, efter det er lykkedes at indgå en aftale om Irans omstridte atom program. Foto: Ebrahim Noroozi/AP


Teherans gader var natten til fredag fulde af dyttende biler, dansende iranere og unge, der viftede med flag for at fejre, at det er lykkedes at indgå en aftale om Irans omstridte atomprogram.

Iranske familier samledes rundt om deres tv-skærme for at følge nyhederne fra den schweiziske by Lausanne, hvor Iran i de seneste otte dage har forhandlet i døgndrift med EU og de såkaldte P5+1 lande - USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

Efterhånden som nyheden bredte sig om, at der var forhandlet en politisk rammeaftale på plads, strømmede folk ud i gaderne i den iranske hovedstad for at fejre, at deres fremtid nu tegner lysere.

- Uanset hvad det endelige resultat af forhandlingerne bliver, er vi vindere, siger den 30-årige skuespiller Behrang Alavi, som fejrede aftalen sammen med tusindvis af andre på hovedstrøget Val-e-Asr i Teheran natten til fredag.

- Nu kan vi leve normalt ligesom resten af verden, siger han.

Rundt om ham dyttede bilerne, mens iranerne hang ud af sideruderne og lavede V-tegn med fingrene og viftede med flag og hvide tørklæder.

Den 26-årige Fatemeh Hashemian siger, at hun håber, at atomaftalen kan bidrage til, at udlandet fremover betragter hendes land i et bedre lys.

- Jeg ville ønske, at Iran kunne gøre fremskridt som dette hver dag, og at der ikke længere var sanktioner mod landet, siger hun.

- Jeg håber, at det fejlagtige billede af Iran kan blive slettet. Og at vores forhold til resten af verden kan blive bedre.

Men selv om der er håb, siger nogle iranere også, at de ikke tør tro på, at noget ændrer sig, før en endelig aftale er på plads.

- Det er ikke klart, før vi kan se det ske, siger den 29-årige ingeniør Reza Riahizadeh.

- De vil muligvis undlade at ophæve sanktionerne. Ingen ved det. Intet er sikkert, før det i virkeligheden sker, siger han.

Det er planen, at den færdige aftale skal ligge klar senest 30. juni.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.