Gladbach giver succesfuld vikar permanent kontrakt
André Schubert skal frem til sommeren 2017 være cheftræner i Gladbach, hvor han har vikarieret med succes.
Andreas Christensen (i midten) får André Schubert som fast træner i Gladbach.
Andreas Christensen (i midten) får André Schubert som fast træner i Gladbach. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


En stime på syv kampe uden nederlag i Bundesligaen har sikret André Schubert en permanent kontrakt som cheftræner for fodboldklubben Borussia Mönchengladbach.

Klubben, der har danske Andreas Christensen tilknyttet som lejesvend i denne sæson, meddeler, at den 44-årige træner har fået en kontrakt frem til sommeren 2017.

- André har udført et meget overbevisende stykke arbejde i de seneste otte uger, og han har opnået fremragende resultater med holdet, siger Gladbachs sportsdirektør, Max Eberl, til klubbens hjemmeside.

Gladbach havde tabt sæsonens fem første kampe i Bundesligaen, da cheftræner Lucien Favre valgte at sige op.

André Schubert blev i første omgang sat ind som midlertidig løsning, og han har kvitteret ved at hente seks sejre og en enkelt uafgjort, så Gladbach er nummer seks i Bundesligaen med 19 point for 12 kampe.

I juli overtog han ansvaret for Gladbachs U23-hold, men allerede i september blev han gjort til cheftræner efter afskeden med Lucien Favre.

I Champions League har André Schubert ikke haft helt samme succes.

Han har dog ført Gladbach til to uafgjorte kampe mod Juventus, mens hjemmekampen mod Manchester City blev tabt 1-2.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.