Gladbach får bøllebank efter tre måneder uden nederlag
Javier Hernandez lavede hattrick på under et kvarter, da Gladbach tabte med 0-5 til Leverkusen.


Så gik den ikke længere for Andreas Christensen og Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen. For første gang i cirka tre måneder tabte holdet i Bundesligaen, da det blev til et ydmygende nederlag på 0-5 ude mod Bayer Leverkusen lørdag aften.

Det var Gladbachs første nederlag i ligasammenhæng, siden cheftræner Andre Schubert overtog tøjlerne i september efter en horribel sæsonstart med nederlag i sæsonens fem første kampe.

Siden vandt holdet otte kampe og spillede to uafgjort - heriblandt en 3-1-sejr over Bayern München i sidste uge, inden den stærke stime altså fik en brat ende lørdag aften.

Danske Andreas Christensen spillede hele kampen i Gladbachs forsvar, der i anden halvleg gik i opløsning og lukkede fire mål ind på under et kvarter.

Det lignede ellers en jævnbyrdig kamp i første halvleg, hvor kun målræven Stefan Kiesslings scoring adskilte holdene ved pausen.

I begyndelsen af anden halvleg var gæsterne sågar tæt på en udligning, men et ellers fornemt frispark prellede af på stolpen.

Og så gik det ellers stærkt ned ad bakke for danskerklubben.

På 13 minutter scorede Javier Hernandez - bedre kendt som Chicharito - hattrick. Mellem mexicanerens tre scoringer scorede også Stefan Kiessling en enkelt gang.

Dermed var stillingen 5-0 til Leverkusen efter 75 minutter. Det synes nok for hjemmeholdet, og tempoet røg stille og roligt ud af kampen.

Gladbach bevarer femtepladsen, men har nu kun to point mere end Leverkusen, der ligger nummer seks.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.