Glad Van der Vaart får tre år i Real Betis
Den hollandske stjerne Rafael van der Vaart forlader Hamburger SV for at fortsætte i spanske Real Betis.


Real Betis sikrede i den netop afsluttede sæson oprykning til Primera Division, og nu er klubben i gang med at opruste til livet i den bedste spanske række.

Tirsdag har klubben bekræftet, at den har skrevet en treårig kontrakt med hollænderen Rafael van der Vaart, som kommer til klubben fra tyske Hamburger SV.

Den tidligere Real Madrid- og Tottenham-spiller har en del familie boende i Spanien, og det har også trukket i ham, fortæller han.

- Det er en drøm for mig, fordi min familie bor meget tæt på, og jeg kan lide at spille i spansk fodbold, siger Van der Vaart til klubbens hjemmeside.

- Det er en stor klub, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang.

Hollænderen slog igennem på Ajax' førstehold omkring årtusindeskiftet, og den nu 32-årige midtbanespiller har også rundet 100 landskampe for Holland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.