Glad OB-træner: Et stort skridt i den rigtige retning
OB sejrede 1-0 over Silkeborg på udebane, og ifølge cheftræneren var sejren var et kæmpe skridt fremad.
OB's træner, Ove Pedersen, er lykkelig for sejren i Silkeborg.
OB's træner, Ove Pedersen, er lykkelig for sejren i Silkeborg. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


OB hentede sæsonens femte sejr i lørdagens sene eftermiddagskamp på udebane mod Silkeborg. Og det var anden sejr i træk. Med de tre point ryger fynboerne op på 18 point og dermed op i midterfeltet af rækken.

Træner Ove Pedersen har nu vundet fire ud af syv kampe i spidsen for holdet.

- Det var et stort skridt i den rigtige retning med sejren. Vi skulle have tre point i dag. Det skulle vi simpelthen. Det gjorde jeg klart for holdet, og det er derfor dejligt, at det lykkedes, fortæller Ove Pedersen efter kampen.

- Silkeborg havde det jo på samme måde. Så det var to hold, der 100 procent gik efter sejren, siger han.

OB's sejrsmål satte Martin Spelmann ind efter 37 minutter, da han kom først på en retur i feltet, og særligt kampens første 45 minutter er cheftræneren tilfreds med.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med første halvleg. Der lykkedes vi med vores spil, og vi skabte flere store chancer. I pausen talte vi derfor om, at nu skulle vi ud og score det andet mål, som kunne lukke kampen, men det evnede vi desværre ikke.

Ifølge Ove Pedersen kom OB for langt tilbage at stå på banen i anden halvleg, hvilket gav for let spil til silkeborgenserne. Men cheftræneren har roser til sit hold, der alligevel formåede at holde nullet hele vejen hjem.

- Det er ikke forfærdelig mange uger siden, at vi lå med fem point op til stregen og med en rigtig dårlig udebanestatistik uden sejre, så derfor kan jeg godt forstå, at vi stillede os lidt tilbage i anden halvleg. Men sejren var supervigtig, siger han.

OB møder i efterårets sidste kamp AaB på hjemmebane 6. december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.