Glad Nicki Bille efter sejr: Viste vi er mandfolk
Esbjerg slog FC Nordsjælland med 2-1 efter at have været bagud. Nicki Bille er stolt af sit holds gode moral.
Nicki Bille udlignede til 1-1 i Esbjergs sejr over FC Nordsjælland.
Nicki Bille udlignede til 1-1 i Esbjergs sejr over FC Nordsjælland. Foto: CHRISTER HOLTE/POLFOTO


Esbjerg kunne fredag aften sætte tre vigtige point ind på kontoen i Alka Superligaen, da det hjemme mod FC Nordsjælland blev til en 2-1-sejr.

Nicki Bille, der scorede på straffespark, var efter kampen glad på holdets vegne.

- Hele kampen igennem gik det egentligt bare fremad med undtagelse af deres scoring. I den situation, vi er i, kunne man godt have forestillet sig, vi ville gå helt ned, da vi kom bagud, men det skete ikke. Vi viste, at vi er mandfolk.

- Jeg var meget stolt over vores hold i dag, for vi gik ikke ned på noget tidspunkt, og jeg mener, vi vandt fortjent. Vi fortsatte bare, og vi troede virkelig på det, siger Esbjerg-topscoreren.

Midtbanespiller Casper Nielsen mener, at vestjyderne levede op til taktikken, og han var glad for den gode moral.

- Vi kom rigtig fint ud, og gjorde alt det, vi havde snakket om. De scorede så ud af ingenting, og det skal vi selvfølgelig have arbejdet på, men derefter formåede vi at hive os op og fortsatte med at spille fodbold, lyder det.

Han berettede desuden om en forløsende glæde i omklædningsrummet.

- Der var en helt fantastisk stemning derinde, og denne succesoplevelse samt de tre point var noget, vi havde længtes efter i lang tid, siger Casper Nielsen.

Træner Jonas Dal mener, at sejren kan være med til at ændre Esbjergs sæson.

- Mål kan ændre fodboldkampe, og sejre kan ændre sæsoner. Det kan være, at den her sejr kan være med til at ændre den her sæson. Vi har et dygtigt spillermateriale, og derfor mener jeg, at vi kan satse højere, end hvor vi ligger nu, siger cheftræneren.

Han pointerer dog samtidig, at ydmyghed er vigtig i den nuværende situation.

- Vi skal være ydmyge over, at det her var den første sejr i lang tid. Det var et lille skridt i den rigtige retning, siger Jonas Dal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.