Glad FCN-træner: Indstillingen er outstanding
FC Nordsjælland-træner Olafur Kristjansson roser sine offensive essers indstilling efter 2-1-sejren over FCM.
Olafur Kristjansson har ført FC Nordsjælland op i toppen af Superligaen.
Olafur Kristjansson har ført FC Nordsjælland op i toppen af Superligaen. Foto: BAANER RASMUS/RASMUS BAANER


FC Nordsjælland fik skovlen under førerholdet FC Midtjylland søndag aften og triumferede 2-1 efter især en fremragende start på anden halvleg.

FCN-træner Olafur Kristjansson havde efterfølgende masser af roser til sine spillere.

- Det var en intens kamp. Vi trænere har sikkert oplevet den meget forskelligt, men jeg synes, vi havde godt styr på dem.

- Vi stod godt imod deres fysiske pres, og vi tog duellerne. Vi lod os ikke mase. Og det er meget afgørende. Vi spillede langt hen ad vejen vores eget spil, og det er jeg udover resultatet meget tilfreds med, siger FCN-træneren.

Især FCN's mange dygtige boldspillere i offensiven foldede sig ud, og Kristjansson er mere end tilfreds.

- Vi ved, de er meget dygtige. De ved selv, de er meget dygtige. Men når de samtidig arbejder meget hårdt, bliver de endnu bedre. Det handler ikke om færdigheder, men om indstilling, og den har været outstanding på hele holdet i de første otte kampe, siger den islandske chef.

Midtbanemotoren Anders Christiansen har ligeledes roser til de forreste spillere som Uffe Bech, Kasper Lorentzen og Joshua John.

- Det er fantastisk med så hurtige spillere foran sig, især når vi krydrer det med dygtige folk til at få sendt dem af sted. Joshua ejede sin side i dag, og når han er i det humør, er der ikke mange i ligaen, der kan hamle op med ham, siger Christiansen.

FC Nordsjælland rykker med sejren op på Superligaens tredjeplads. To point har nordsjællænderne op til FC Midtjylland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.