HC Midtjylland var bagud i stort set hele opgøret mod Aalborg Håndbold, som var bedre både offensivt og defensivt.
Søndagens 27-31-nederlag betyder, at HC Midtjylland stort set har udspillet sin chance for at nå frem til DM-semifinalerne.
- Det var en rigtig svær kamp for os. Det var lidt op ad bakke igennem hele kampen, hvor vi bare halsede bagefter. Aalborg spillede godt og havde en god defensiv.
- Vi brugte ufatteligt mange kræfter på at lave mål. Vi lavede kun 11 mål i første halvleg, siger HC Midtjyllands Kristian Gjessing.
Aalborg var foran 17-11 ved pausen, men HC Midtjylland fik skabt en anelse tvivl om resultatet med flere reduceringer i træk til 26-28 fem minutter før tid.
- Vi fik bedre fat i forsvaret i anden halvleg, og i kombination med at Aalborg skiftede meget ud, så gav det os mulighed for at komme tilbage igen.
- Men jeg følte aldrig rigtigt, at vi var tæt på. Aalborg spillede bedre end os, det var der ingen tvivl om, siger Gjessing.
- Da vi kom op på 26-28, havde vi faktisk momentum i kampen, og man kunne godt se, at Aalborg var lidt rystet. De fik nogle udvisninger, som lukkede os ind i kampen igen.
- Men vi da vi kom op på minus to, så blev vi selv ramt af en tominutters udvisning, og Aalborg spillede fornuftigt og kom foran med fire igen, siger Gjessing.
/ritzau/