Du tænker nok næppe over det, når du sidder på tønden og trykke en pølle ud, men din afføring kan faktisk være både nyttig og værdifuld.
I hvert fald leder to danske hospitaler netop nu efter fæces-donorer, skriver fagbladet Ingeniøren.
Afføringen skal fryses ned, så hospitalerne kan opbygge et lager. Det har nemlig vist sig, at fæces-transplantationer er et effektivt våben mod diarré.
I nogle tilfælde kan diarré udvikle sig i farlig retning, hvor patientens liv og helbred er på spil, og hvor antibiotika ikke hjælper. Der har bakterierne i "sund" afføring vist sig at være en mere effektiv metode.
Fæces i køkkenblenderen
Afføringen, som indtil nu først og fremmest er blevet leveret af patienternes pårørende, bliver blandet med saltvand i en almindelig køkkenblender, hvorefter den sprøjtes op i patientens endetarm.
Men ikke alt afføring kan bruges. Fæcesbakterier kan nemlig også sprede sygdomme og er under mistanke for at kunne medføre blandt andet depression og overvægt - derfor screenes donorerne omhyggeligt. Til gengæld har fæces en fin holdbarhed, når det er frosset ned.
Hvidovre Hospital og Aarhus Universitetshospital håber derfor på at kunne opbygge et lager af sund, nedfrosset afføring, som kan optøs efter behov, skriver Ingeniøren.