Gi'r chips bumser? Få svar på seks myter om uren hud
At bumser kun rammer teenagere og bliver værre af make-up, er myter, afslører hudlægen.
Bumser er ikke spor festlige - men de kan bekæmpes.
Bumser er ikke spor festlige - men de kan bekæmpes. Scanpix - modelfoto


Ingen pomfritter, ingen pudder - og slet ingen pilfingre. De råd har mange kvinder husket uden ad, siden man som teenager fik sin første bums. Men spørger man hudlægen, er mange af rådene mod bumser blot myter, der er gået i arv gennem flere generationer. Se nogle af de mest sejlivede myter her:

1. Akne er en teenagelidelse
Bare fordi du har lagt teenageårene bag dig, er det ingen garanti for, at du aldrig mere skal døje med uren hud. Hos os kvinder vil hormonelle forandringer igennem hele livet nemlig kunne give os større eller mindre udbrud af akne.

Hos kvinder mellem 40 og 49 lider 1 ud af 20 stadig af akne, hvorimod det kun er 1 ud 100 for mændenes vedkommende. Det er ting som prævention og stress, der giver hormonelle udsving, som påvirker huden.

- Hos kvinder er akne noget, som mange lider af i deres voksenliv. Derfor bør forståelsen af akne som blot en teenage-tilstand udryddes. Al forskning og erfaring viser nemlig, at selvom udbredelsen er størst i puberteten, er der stadig mange, der lider af det langt op i årene, siger Peter Bjerring, der er cheflæge, professor, dr. med., speciallæge i hudsygdomme ved Privathospitalet Mølholm i Vejle.

Sådan laver du dine egne skønhedsprodukter for få penge. Læs hvordan på Søndag.dk.

2. Fed mad giver bumser

Mange af os har, siden vi var teenagere, fået at vide af vores forældre, at det er alkohol og fede madvarer som pomfritter og chips, der giver bumser. Det er der dog ifølge eksperten intet belæg for.

- Det er til gengæld de hurtige kulhydrater i slik og cola, der kan have en negativ indflydelse på huden, siger Peter Bjerring.

Ifølge hudlægen har kosten dog slet ikke så stor betydning for, hvordan vores hud tager sig ud, som mange af os regner med. Hører du til dem, der holder af et stort glas mælk, bør du alligevel være en smule varsom.

- Drikker man mere end en liter mælkeprodukter om dagen, kan man have øget tendens til akne. Det skyldes mælkens indhold af hormoner, og hormonreguleringen er noget af det, der har størst indvirkning på huden. Generelt har kosten dog ikke ret stor indflydelse på, om vi får akne eller ej, siger hudlægen.

Denne makeup går ikke til din blege hud. Læs hvilken på Søndag.dk.

3. Almindelige hudplejeprodukter kan få akne til at forsvinde

Har du hele badeværelseshylden fyldt med produkter, der lover dig ren og lækker hud, skal du måske til at sortere i dem. For mens almindelige cremer og kosmetiske produkter kan gavne din hud ved f.eks. at tilføre fugt, kan de ikke hjælpe dig af med bumserne.

- Alt for mange går længe og prøver med alskens kosmetiske rensemidler og bilder sig selv ind, at de ikke lider af akne, men blot har uren hud, fordi det er det, produkterne er målrettet imod. Men de kosmetiske produkter forlænger blot lidelsen, fordi det afholder folk fra at komme videre og få udskrevet et rigtigt lægemiddel, der ofte modvirker problemet let og elegant, siger Peter Bjerring.

4. Make-up stopper porrerne og gør dårlig hud værre
Har du tidligere undladt at dække uren hud med foundation og pudder af frygt for, at bumserne blot bliver værre, skal du ikke længere være bekymret. Selvom et tykt lag foundation sjældent er særligt flatterende, gør selv det tykkeste lag ikke dine bumser værre. Før i tiden indeholdt makeup mange stoffer, som kunne stoppe hudens porrer til, men det er ikke tilfældet i dag, forklarer hudlægen.

- Man kan roligt bruge make-up, selvom man lider af akne. Moderne kosmetikprodukter er testet, og derfor har mængden af makeup, du bruger, ingen indflydelse på uren hud, siger Peter Bjerring.

5. Akne går over af sig selv
Mange af os tror, at det eneste vi kan gøre mod dårlig hud, er at væbne os med tålmodighed og vente pænt, til bumsen forsvinder. Men ifølge hudlægen er der god grund til at handle hurtigt, hvis du døjer med urenheder.

- Mange har siden teenageårene fået at vide af deres forældre, at akne er naturligt og går over af sig selv, og mange praktiserende læger har samme holdning. Tidligere var der rigtigt nok ikke så meget at gøre ved det, men i dag har vi så gode midler mod akne, at ingen længere bør finde sig i at have dårlig hud, siger Peter Bjerring og fortsætter:

- Opsøger du en specialist, vil vedkommende kunne hjælpe dig med problemet, uanset hvilken alder, du har.

6. Du spreder akne i ansigtet, når du piller
Det kan være svært at holde fingrene fra en irriterende bums. Men selvom der ikke kommer noget godt ud af at trykke og klemme huden, er det en myte, at du næste morgen vågner om med en mindre koloni af urenheder, hvis du forfalder til at kradse i huden.

- Mange kvinder - især de yngre - piller i deres bumser for at få det til at se pænt ud, og det kan i sidste ende give grimme ar, som man aldrig slipper af med. Til gengæld er der ikke belæg for at sige, at du spreder bakterierne til andre dele af ansigtet, når du piller i en bums. Bakterierne i sig selv er kun et problem, hvis man lider af børnesår, som er en meget smitsom hudinfektion, men det optræder sjældent hos voksne, siger Peter Bjerring.

Voksne kvinder har i stigende grad tendens til dårlig hud. Det skyldes især stress, der forstyrrer vores hormoner.

Isabella Hindkjær, Aller Media

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.