Gilleleje-fiskere vil have fiskeriforbud for Højesteret
De nordsjællandske fiskere har tidligere fået bøder i by- og landsret for at fiske i omstridt torske-område.
Fiskere fra Gilleleje har fisket ulovligt i et område af Kattegat, hvor torsken yngler.
Fiskere fra Gilleleje har fisket ulovligt i et område af Kattegat, hvor torsken yngler. Foto: Greenpeace / presse/free


Danmarks Fiskeriforening mener, at der er tale om grov forskelsbehandling, når fiskere fra Gilleleje får bøder for at fiske i et område af Kattegat, hvor eksempelvis tyske fiskere gerne må fiske.

Derfor vil foreningen nu forsøge at få sagen for Højesteret, efter at fiskerne har lidt nederlag i både by- og landsret, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Der er tale om en principiel sag, som vi vil have prøvet ved den højeste retsinstans, siger Svend Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, til avisen.

Fiskerne blev i 2011 idømt bøder ved Retten i Helsingør, hvor de også fik konfiskeret store kontantbeløb for at have fisket ulovligt. Også i Østre Landsret blev fiskerne dømt for at have fisket ulovligt i den såkaldte Zone 3 i Kattegat.

Zonen er yngleplads for den truede Kattegat-torsk, og både danske og svenske fiskere har totalt forbud mod at fiske i netop denne zone, der ligger kun tre sømil nord for Gilleleje.

Til gengæld må fiskere fra andre lande frit fiske i området, og det sker jævnligt, at der kommer tyske fartøjer til Gilleleje for at lande jomfruhummere fra netop Zone 3, siger Danmarks Fiskeriforening.

I landsretten fik fiskerne bøder på henholdsvis 63.000, 13.500 og 3000 kroner. Oplysningerne om, at Gilleleje-fiskerne har fisket i den forbudte zone, er delvist fremkommet ved, at miljøorganisation ulovligt havde monteret gps-udstyr på fiskernes kuttere.

Det store spørgsmål er, om fiskeforbuddet i Kattegat er i strid med EU-retten. Netop det spørgsmål har fået ankesagen i landsretten til at trække ud, fordi specialister fra Justitsministeriet og Fødevareministeriet har skullet undersøge spørgsmålet til bunds.

Landsretten fandt ikke, at det var tilfældet, men det vil Danmarks Fiskeriforening nu gerne have prøvet i Højesteret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.