Det 16 timer lange gidseldrama sluttede mandag aften lokal tid, da bevæbnet politi stormede den café i Sydney, hvor en bevæbnet mand har holdt 13 mennesker fanget.
Ifølge flere medier blev to personer dræbt ved indsatsen, og den ene menes at være gidseltageren selv. Det er dog ikke endnu bekræftet af australsk politi.
Der kunne høres flere eksplosioner, da betjentene rykkede ind, og efterfølgende blev flere af gidslerne reddet ud på bårer. Det er stadig uklart, hvor mange personer der nåede at flygte, og hvor mange gidsler, der er meldt såret.
Gidseltageren krævede ifølge politiet at få udleveret et Islamisk Stat-banner, men der er intet endnu, der tyder på, at han rent faktisk har reelle bånd til gruppen.
Flere australske medier har bekræftet, at der er tale om en 50-årig iranskfødt mand bosat i Sydney, som står bag aktionen. Han er allerede sigtet i en lang række kriminelle forhold, og han er berygtet for at have ytret sin støtte til Islamisk Stat. Han har tidligere krævet, at Australiens militær skulle trække sig ud af Afghanistan.
Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup