Af Johan Isbrand, Familie Journal, Aller Media
Den folkekære skuespillerinde, der netop i år har rundet de 80 år, har stadig et aktivt arbejdsliv. Alligevel lod Ghita Nørby sig demens-teste for nylig, fordi hun skulle medvirke i Michael Noers nye film "Nøgle Hus Spejl".
- Da jeg fik rollen i "Nøgle Hus Spejl", gik jeg til min læge og fik en demenstest. Jeg bestod, men jeg syntes, jeg skulle risikere lidt af mig selv, siger Ghita Nørby.
Det er Ghita Nørby og Svenn Wolter, der sammen har hovedrollerne i Michael Noers nye film, der har biografpremiere 12. november. Hovedpersonen Lily bor på plejehjem med sin mand Max, der efter et slagtilfælde er ude af stand til at røre sig eller kommunikere. Hun forelsker sig her i en jævnaldrende beboer, den charmerende svensker Piloten.
Ritt Bjerregaard har været til sin første scanning efter kræftoperationer: Se hvordan det gik på Billedbladet.dk
Temaet i filmen er netop demens og livets efterår, og dette tema kendes også fra Ghita Nørbys foregående filmoptræden.
- Ja, de handler begge om livets afslutning og berører nogle tabuemner. I Stille hjerte var det aktiv dødshjælp, og i "Nøgle Hus Spejl" er det demens. Og ud over det vigtige i at tage sådan et emne op har filmen også et budskab om, at kærlighed ikke har nogen alder. Den ændrer sig og får andre udtryk, end når man er 20 eller 30, og det er da smukt og positivt at vise, at to gamle mennesker kan le, pjatte og holde om hinanden, siger Ghita Nørby.
Udgiver også ny bog
Ghita Nørby ligger på ingen måde på den lade side, og ud over at være med i den nye film har hun også udgivet en ny bog, der blev søsat oven på stormen Bodil.
- På BogForum den kommende weekend præsenterer jeg min nye havebog. Baggrunden er, at stormen Bodil i 2013 ødelagde min have totalt. Da chokket havde lagt sig, kontaktede jeg Torben Thim, som jeg har skrevet flere havebøger sammen med. Vores nye bog omhandler dels projektet med at genetablere haven, dels min egen filosofi omkring haver, siger Ghita Nørby.
Søs Egelind efter to gange kræft: Jeg er taknemmelig for mit liv, hver eneste dag. Se mere på Familiejournal.dk