Geværmand fængslet for at true sig bil
29-årig mand tiltvang sig ifølge politiet en Skoda ved at true med jagtgevær. Nu er han fængslet.
Manden, der fredags truede sig til en bil med et gevær, er nu blevet fængslet af politiet.
Manden, der fredags truede sig til en bil med et gevær, er nu blevet fængslet af politiet. Foto: Colourbox/free


Retten i Randers har lørdag fængslet en 29-årig mand, som er sigtet for at have truet sig til en bil i Ørum på Djursland. Det oplyser vagtchef Stig Heidemann fra Østjyllands Politi.

Maskeret og bevæbnet med et oversavet jagtgevær troppede den 29-årige ifølge politiet juledag om aftenen op hos en 34-årig mand i Ørum og forlangte at få nøglerne til mandens bil.

Nogle timer senere fandt politiet den hvide Skoda Superb i krydset mellem Marselis Boulevard og Skanderborgvej i Aarhus. I bilen lå både det oversavede jagtgevær og mandens maskering.

Bilen holdt på tværs af vejen og var ude af stand til at køre videre på grund af problemer med det ene hjul.

Fredag fandt politiet frem til den formodede gerningsmand, som er en 29-årig mand fra Djursland, der af politiet beskrives som uligevægtig.

- Han har ikke givet nogen forklaring på sin handling, og noget tyder på, at han ikke ved, hvad han har lavet, sagde vagtchef Thomas Hinge til Ritzau fredag aften.

Manden er sigtet for straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang samt for overtrædelse af våbenloven. Retten har valgt at fængsle manden foreløbig frem til den 23. januar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.