Gert lejede sin bil ud - og mistede dagpengene
Det kan koste dig dagpengene, hvis du lejer din bil ud.
Gert Johansen udlejede sin bil via GoMore og det opfattes som selvstændig virksomhed. Derfor mistede han sine dagpenge.
Gert Johansen udlejede sin bil via GoMore og det opfattes som selvstændig virksomhed. Derfor mistede han sine dagpenge. Modelfoto: Iris/arkiv


Er du en af dem, som spekulerer i deleøkonomi og gerne udlejer din bil eller lejlighed, så er der nogle ting, som du skal være opmærksom på.

For modtager du samtidig dagpenge, ja så kan du risikere at miste dem.

Det har 27-årige Gert Johansen fra Aarhus måtte sande. Det fortæller DR Østjylland.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg ville blive trukket i dagpengene, fordi jeg udlejer min bil via GoMore, siger han.

I fire måneder - fra december til marts - gik han arbejdsløs. Fem gange i den periode udlejede han sin bil via GoMore, og så valgte 3F's A-kasse at fratage ham dagpengeretten.

- Jeg fik da et chok. Både min kæreste og jeg sad begge med åben mund, da vi fik at vide, at jeg ikke kunne få dagpenge, siger Gert Johansen.

Gert Johansens biludlejning af egen bil via GoMore opfattes nemlig som en selvstændig virksomhed. Samtidig må aktiviteterne omkring udlejningen ikke ligge inden for normal arbejdstid.

3F vil ikke kommentere konkrete sager, men 3F's forretningsfører for A-kassen, Eva Obdrup vil udtale sig generelt om deres praksis.

- Vi taler med medlemmet for at se, hvad tidspunkt er det på dagen, at man udfører sit selvstændige bierhverv. Og er man bundet af at skulle aflevere en bil, gøre noget klar, eller være i kontakt med kunder på alle tider af døgnet, så står man ikke til rådighed for almindelig lønmodtager arbejde på 37 timer. Så er det ikke er foreneligt med at få dagpenge samtidig, siger hun til DR Østjylland.

Hos GoMore forstår direktør og grundlægger, Matias Dalgaard, ikke A-kassen.

- Altså jeg er meget overrasket over sagen. Og hvis de oplysninger, jeg har fået, er korrekte, så virker det som en fagforening, der fuldstændig har misforstået, hvad det egentlig er, det drejer sig om, når man lejer sin private bil ud for at spare noget på udgifterne til det at have bil.

Selve det at man lejer sin bil ud, det betyder ikke, at man driver virksomhed.

- Det er privat udlejning vi taler om. Og det har vi også justitsministeriets ord for, at det at leje sin bil ud ikke gør en til erhvervsdrivende, siger Matias Dalgaard.

Gert Johansen har mellem biludlejningerne brugt tid en time på at klargøre bilen. Altså omkring fem timer i en periode på fire måneder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.