Gert Bo: Mayweather var for snu til Pacquiao
- Jeg havde håbet, at Pacquiao kunne få ham ned med nakken, siger dansk tidligere mesterbokser.
Floyd Mayweather Jr. var for snu til Manny Pacquiao, vurderer Gert Bo Jacobsen. (AP Photo/John Locher)
Floyd Mayweather Jr. var for snu til Manny Pacquiao, vurderer Gert Bo Jacobsen. (AP Photo/John Locher) Foto: John Locher/AP


Overraskelsen udeblev, da Floyd Mayweather tidligt søndag morgen dansk tid slog Manny Pacquiao i "århundredets boksekamp" i Las Vegas.

Og spørger man den tidligere europa- og verdensmester i boksning Gert Bo Jacobsen, var Mayweather simpelthen for snu til Pacquiao.

- Det var helt, som jeg havde forventet. Han var for smart og havde gjort sit hjemmearbejde bedre end Pacquiao.

- Jeg havde håbet på, at Pacquiao kunne få ham ned med nakken, men dertil var Mayweather for dygtig, siger Gert Bo Jacobsen til Ritzau.

Kampen i Las Vegas gik i 12 runder, som de fleste bokseeksperter havde forudset. Mayweather, der nu er ubesejret i 48 kampe, er en fantastisk bokser, medgiver Gert Bo Jacobsen.

- Hans direkte højre og hans venstre hook holdt Pacquiao på afstand. Han er den dygtigste kontrabokser i verden. Han kommer let rundt om sine modstandere, når han er trængt op i hjørnet, siger Gert Bo Jacobsen.

Selv om Floyd Mayweather i manges øjne ikke er særlig elskelig, medgiver den nordjyske eksbokser, at han havde fortjent sejren.

- Det var den rigtige vinder af kampen. Han var smart og hurtig, siger han.

Kampen i Las Vegas fandt sted på MGM Grand-kasinoet, og selv om der kun var én vinder af kampen, løb de begge med jackpotten.

Det vurderes, at Mayweather får 120 millioner dollar for indsatsen, mens Pacquiao får 80 millioner dollar.

- De fik sig da en lille lønseddel ud af det, som Gert Bo Jacobsen formulerer det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.