Gerrard undskylder: Det røde kort var korrekt
Det var en fattet og trist Steven Gerrard, som satte ord på sit røde kort og nederlaget til Manchester United.
Liverpools Steven Gerrard forlader Anfield efter sit røde kort mod Manchester United. Bagefter beklagede anføreren.
Liverpools Steven Gerrard forlader Anfield efter sit røde kort mod Manchester United. Bagefter beklagede anføreren. Foto: Jon Super/AP


34-årige Steven Gerrard har prøvet mange nedture i karrieren, men det var en af de slemme, da Liverpool-anføreren fik rødt kort i 1-2-nederlaget mod Manchester United.

Under et minut efter sin indskiftning fra anden halvlegs start modtog Gerrard rødt kort for at stemple Uniteds midtbanespiller Ander Herrera, der lå på græsset.

- Jeg bliver nødt til at acceptere det, for det var en korrekt beslutning. Jeg har ladet mine holdkammerater og fansene i stikken.

- Jeg har været med længe nok til at vide, hvad der sker, når man gør sådan noget. Jeg tager det fulde ansvar, siger Gerrard til Sky Sports.

Herrera fik også et gult kort, da spanieren havde tacklet Gerrard lidt for hårdt først. Og måske var det den tackling, der fik Gerrard til at koge over og reagere på den måde.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Det var nok bare en reaktion på tacklingen (fra Herrera, red.).

- Jeg bør ikke sige mere om det. Jeg er kun kommet herud for at sige undskyld over for gutterne i omklædningsrummet og fansene, siger Gerrard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.