Germanwings-tragedie: Pilot-database på vej
Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur ønsker database over piloter i kølvandet på Germanwings-tragedien.
150 mennesker mistede livet, da den unge andenpilot, Andreas Lubitz, lod et Germanwings-fly styrte ned i Alperne i marts i år.
150 mennesker mistede livet, da den unge andenpilot, Andreas Lubitz, lod et Germanwings-fly styrte ned i Alperne i marts i år. Foto: Yves Malenfer/AP


Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) siger tirsdag, at de i kølvandet på Germanwings-ulykken tidligere i år vil have en medicinsk database for piloter inden december 2016.

EASA's udmelding kommer i forbindelse med anbefalinger fra en arbejdsgruppe, som tilbage i juli opfordrede til bedre psykologiske screeninger af nye piloter, samt oprettelse af en europæisk database med detaljer om piloternes medicinske forhold.

En ung andenpilot, Andreas Lubitz, spærrede sig inde i cockpittet på et passagerfly fra Germanwings, som er en del af Lufthansa, og lod flyet styrte ned i Alperne i marts. Alle 150 passagerer på flyet omkom.

Anklagere har senere fundet bevis for, at Andreas Lubitz, som havde kæmpet med svær depression, havde studeret selvmordsmetoder og hemmeligholdt sin sygdom for sin arbejdsgiver.

EASA siger, at databasen skal gøre det lettere at dele medicinsk information, men stadig respektere piloternes privatliv.

Det formodes dog, at arbejdet med databasen bliver besværligt, da landene som hører under EASA har forskellige love om persondata.

I nogle lande, som for eksempel Storbritannien, er lægerne allerede blevet opfordret til at indberette det, hvis de er bekymrede for den offentlige sikkerhed.

Arbejdsgruppen har anbefalet, at man finder en balance mellem lægers tavshedspligt i forhold til patienter og den offentlige sikkerhed, men EASA har meldt ud, at de vil lade EU-Kommissionen afgøre spørgsmål om persondatabeskyttelse

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.