Georgisk målmaskine sænker Brøndby i AGF's comeback
Mate Vatsadze scorede AGF's mål, da holdet fejrede sin tilbagevenden til Superligaen med sejr over Brøndby.
AGF'erne kunne juble over to mål fra Mate Vatsadze i sæsonpremieren mod Brøndby.
AGF'erne kunne juble over to mål fra Mate Vatsadze i sæsonpremieren mod Brøndby. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Tidligere i denne uge forlængede Mate Vatsadze kontrakten med fodboldklubben AGF frem til sommeren 2017.

Søndag fejrede den georgiske angriber forlængelsen ved at spille en afgørende rolle, da AGF vandt 2-1 hjemme over Brøndby og sikrede et perfekt comeback i Alka Superligaen.

Mate Vatsadze scorede begge AGF's mål i kampen, der blev spillet foran 13.437 tilskuere på Ceres Park i Aarhus.

Dermed fulgte han flot op på sidste sæson, hvor han scorede 20 mål og blev topscorer i den næstbedste række

Første Vatsadze-scoring faldt allerede efter otte minutter.

Han tæmmede en fremlægning med det yderste af skulderen, før han med en passiv Daniel Agger som nærmeste tilskuer udplacerede Lukas Hradecky i Brøndbys mål.

1-0, og der var i dén grad stemning og fest på Ceres Park.

Brøndby havde bolden meget, men gæsterne havde svært ved at skabe store chancer mod oprykkerne, der stillede med Adrian "Piscu" Lopez, Daniel A. Pedersen og Elmar Bjarnason som debutanter fra start.

To minutter før pausen måtte Brøndby skifte en skadet Elbasan Rashani ud, og ind kom den svenske debutant Magnus Eriksson.

Cirka et minut senere gik det så galt for AGF, da Jens Jønsson begik en kæmpe brøler.

U21-landsholdsspilleren ville heade bolden tilbage til sin målmand, Steffen Rasmussen, men Jens Jønsson ramte bolden helt skævt, så han i stedet ramte Brøndbys Andrew Hjulsager.

Han headede bolden tilbage til Teemu Pukki, og den finske angriber scorede til 1-1. Noget af en dukkert for hjemmeholdet at gå til pause med.

AGF lod sig dog ikke slå ud, og 10 minutter inde i halvleg kom belønningen.

Velspillende Kim Aabech spillede bolden frem til Elmar Bjarnason, der akkurat fik sendt den videre til Mate Vatsadze.

Georgieren betænkte sig ikke, og han udplacerede Hradecky til 2-1.

Brøndby smed Johan Elmander på banen, men den svenske angriber kunne heller ikke score.

Kampen sluttede med en ordentlig omgang ping-pong foran AGF's mål, hvor Brøndbys Dario Dumic endte med at sende bolden i nettet.

Scoringen blev dog korrekt annulleret, fordi forsvarsspilleren skubbede til Steffen Rasmussen.

Umiddelbart efter havde samme Dumic en afslutning, der blev blokeret foran målstregen, så det endte med forløsning for AGF.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.