Gentofte Stars taber vigtig kamp i slutspilsjagt
Gentofte kan blive overhalet af Aalborg Pirates, efter at klubben tabte hjemme til Herning Blue Fox.
Gentofte tabte til Herning i Metal Ligaen.
Gentofte tabte til Herning i Metal Ligaen. Foto: Jens Panduro/Polfoto


Gentofte Stars forpassede mandag aften muligheden for at rykke fra Aalborg Pirates i kampen om ottendepladsen, der udløser en slutspilsplads i Metal Ligaen.

Ishockeyklubben tabte 2-6 hjemme til Herning Blue Fox, der havde Daniel K. Nielsen i rollen som hattrickskytte.

Efter en målløs første periode brød Herning dødvandet scoringsmæssigt, da Daniel K. Nielsen scorede to gange inden for to minutter i anden periode.

Gentofte fik reduceret til 1-2 ved Cody Kunyk, inden Daniel K. Nielsen fuldendte sit hattrick.

Det lykkedes for hjemmeholdets Lauri Karmeniemi at reducere til 2-3, men kort før periodens udløb scorede Ales Sova til 4-2 for Herning.

Stillingen holdt sig frem til sidste minut i tredje periode, hvor Hernings Tomas Sinisalo og Kristoffer Lauridsen slog sejren endegyldigt fast.

Herning Blue Fox indtager fjerdepladsen i Metal Ligaen med 67 point for 39 kampe.

Gentofte Stars er nummer otte med 44 point for 40 kampe. Det er et point mere end Aalborg Pirates, der har spillet en kamp færre end den nærmeste konkurrent.

Det spilles i alt 45 runder i ligaen, inden de otte bedste hold fortsætter til slutspillet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.