Genindkaldt veteran bliver spansk helt mod Italien
Den 35-årige Bilbao-angriber Aritz Aduriz scorede sit første landsholdsmål for Spanien, der fik 1-1 i Italien.
Aritz Aduriz scorede torsdag sit første mål for Spanien, der fik 1-1 ude mod Italien. (Arkivfoto).
Aritz Aduriz scorede torsdag sit første mål for Spanien, der fik 1-1 ude mod Italien. (Arkivfoto). Foto: Paolo Giovannini/AP


Athletic Bilbao-angriberen Aritz Aduriz får muligvis chancen til sommer, når Spanien skal forsøge at forsvare EM-titlen.

Torsdag aften scorede den 35-årige angriber sit første landsholdsmål for Spanien, der fik 1-1 i en venskabskamp på udebane mod Italien.

I mange år har landstræner Vicente del Bosque foretrukket angribere som David Villa og Fernando Torres i det spanske angreb, men de tider er forbi.

Seks år efter sin debut er Aduriz tilbage på det spanske landshold efter en stime af scoringer for sit klubhold.

20 minutter før slutfløjt udlignede veteranen fra Bilbao til slutresultatet på Spaniens første skud inden for målrammen. Kort forinden havde Italien fortjent bragt sig foran med 1-0 ved Lorenzo Insigne.

Havde det ikke været for en fremragende David de Gea i det spanske mål, så var det sandsynligvis endt med en italiensk sejr. Det var første gang i syv kampe, at Manchester United-målmanden lukkede et mål ind på landsholdet.

Det uafgjorte resultat i Udine satte samtidig en stopper på en spansk serie med syv sejre i træk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.