Geder og fisk hitter fortsat under træet
Danskers gode hjerte i juletiden resulterer i husdyr til Afrika.
Hos Folkekirkens Nødhjælp er geden fortsat det ubestridt største julegavehit.
Hos Folkekirkens Nødhjælp er geden fortsat det ubestridt største julegavehit. Foto: Colourbox/free


Danskerne finder stadig plads til geder under julegranen, men også høns, kaniner og fisk bliver sendt som velgørenhedsgaver til Afrika.

Ifølge en rundspørge, lavet af analysebureauet Wilke for Newspaq blandt 1020 danskere, overvejer hver fjerde at købe en velgørende julegave som for eksempel en ged til en afrikansk familie. Og danskerne har taget de næstekærlige gaver til sig. Det forklarer kampagnechef hos Folkekirkens Nødhjælp, Mulle Juul Korsholm.

- Salget af de velgørende gaver som giv-en-ged har ligget meget stabilt i de seneste år, men i år ligger vi faktisk lidt højere en normalt, fortæller hun til Newspaq.

Og på trods af at man i dag kan købe og give alt fra fiskeyngel til en benprotese gennem organisationer som Folkekirkens Nødhjælp eller Røde Kors, så er det stadig geden, der tager plads under de danske juletræer.

- Det er i den grad geden, som sælger. Igennem de år, hvor vi har solgt den slags gaver, har geden været vores all-time sællert. Det var også geden, der skød det hele i gang i sin tid, siger Mulle Juul Korsholm.

For de fattige afrikanske familier er de velgørende gaver en stor hjælp i hverdagen. En enkelt ged giver både mælk, kød og skind. Mens andre gaver som høns eller fiskeyngel kan være med til at sikre mad på bordet.

Selvom gaverne kan købes hele året, er det ifølge kampagnechefen helt klart i juletiden, at danskerne går op i velgørenhed.

- Julen er jo hjerternes fest. Det er der, hvor næstekærligheden er størst, så det er ikke så underligt, at den her type gaver sælger bedst i juletiden. Det ligger jo også i julens ånd at gøre noget godt for andre, siger hun.

Og det mener Mulle Juul Korsholm er noget, der vægter højt hos danskerne.

- De fleste mennesker vil gerne gøre noget godt, og mange donerer til velgørenhed. Og det, som giv-en-ged konceptet gør, er, at sætte fokus på den gode gerning. At man har fået et kort, der siger, at man har været med til at hjælpe de fattige, understreger hun.

Det er klart de ældre, der køber gederne. Hver tiende over 70 år har i rundspørgen svaret, at de vil købe en velgørende julegave, men ingen af de unge mellem 18 og 29 år svarer, at de planlægger at give en ged til jul.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.