Gazprom lider under lave oliepriser
Når prisen på olie falder, følger prisen på gas efter, og det koster dyrt for det russiske gasselskab.
Prisen på råolie er faldet omkring 60 procent siden juni i fjor, og de lave oliepriser medfører fald i prisen på gas.
Prisen på råolie er faldet omkring 60 procent siden juni i fjor, og de lave oliepriser medfører fald i prisen på gas. Foto: /free


De meget lave priser på råolie gør ondt på Gazprom og det russiske gasselskabs mulighed for at gennemføre planlagte investeringer, lyder det i en selskabsmeddelelse.

Prisen på råolie er faldet omkring 60 procent siden juni i fjor, og de lave oliepriser medfører fald i prisen på gas.

Prisen på gas følger normalt olieprisen med seks til ni måneders forsinkelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Gazprom oplyser i en selskabsmeddelelse, at nettoresultatet for de første ni måneder sidste år lød på 556,3 milliarder rubler, svarende til 53,6 milliarder kroner.

Det er et fald på 35 procent i forhold til samme periode året år.

- Yderligere fald kan få negativ betydning for vores forretning og for muligheden for at finansiere planlagte kapitalinvesteringer, skriver selskabet.

Rusland og Ukraine nåede til enighed om en midlertidig gasaftale i oktober, og ukrainerne har betalt dele af landets gasgæld til Gazprom.

Rusland opgiver den resterende gæld til 2,44 milliarder dollar, men det skøn vil Ukraine ikke acceptere.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.