Når erhvervsmanden Tage Sørensen på lørdag fylder 100 år, er det ikke kun ham selv, der får gaver.
Alle beboere i pleje- og ældreboliger i Esbjerg Kommune kan nemlig forvente at modtage en flaske portvin og en æske Peter Beier-chokolade på Tage Sørensensens regning. Det skriver Jydske Vestkysten.
- Tage Sørensen vil gerne have, at alle ældre borgere på plejehjem og i ældreboliger, der måske ikke har mulighed for at være med ved afsløringen af det nye vartegn på Esbjerg Strand, får mulighed for på anden vis at deltage i fødselsdagen, fortæller Tage Sørensens barnebarn, Kristoffer Kristensen, der er adm. direktør i Claus Sørensens Fond (Tage Sørensens far), til avisen.
Det nye vartegn er en skulptur, som Tage Sørensen har doneret til Esbjerg Kommune. Den bliver afsløret på lørdag, hvor der vil stå gløgg og saftevand klar til de fremmødte. Men omkring 1.000 ældre i kommunen kan altså se frem til at få portvin og chokolade bragt til døren i stedet.
Tage Sørensen er blandt andet kendt for at have vendt den konkurstruede redningsudstyrsvirksomhed Viking Live-Saving til en millionforretning.