Gassen går af dansk golfspiller i Sydafrika
Lasse Jensen endte på en 11.-plads ved Alfred Dunhill Championship efter en skidt afsluttende runde.
Charl Schwartzel (billedet) vandt turneringen i Sydafrika. Lasse Jensen blev delt nummer 11.
Charl Schwartzel (billedet) vandt turneringen i Sydafrika. Lasse Jensen blev delt nummer 11. Foto: Kamran Jebreili/AP


Golfspilleren Lasse Jensen missede søndag en topplacering ved turneringen Alfred Dunhill Championship i Sydafrika.

Den 31-årige dansker åbnede sidstedagen på en femteplads, men en runde i 73 slag - et slag over banens par - sendte ham lidt tilbage.

Søndag blev det til to birdies og tre bogeys for Lasse Jensen.

Danskeren sluttede turneringen på en delt 11.-plads ni slag efter den sydafrikanske vinder Charl Schwartzel.

Sejren sikrer Schwartzel en økonomisk gevinst på 1,8 millioner kroner. Lasse Jensen kan stikke 170.000 kroner i lommen for denne uges indsats.

Lucas Bjerregaard, Morten Ørum Madsen, Jeff Winther og Joachim B. Hansen deltog også i den sydafrikanske European Tour-turnering, men ingen af dem klarede cuttet til finalespillet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.