Garvet socialchef angriber Christiansborg: Folk nasser ikke
Desværre er det blevet stuerent for folketingspolitikere at have mistro og mistillid til folk, der er på overførselsindkomst, mener fremtrædende socialchef Ole Pass.
Folk vil gerne arbejde og sætter en ære i at klare sig selv, mener Ole Pass. Derfor er han træt af folketingspolitikere, der mistænker alle ledige for at være dovne snyltere.  
Folk vil gerne arbejde og sætter en ære i at klare sig selv, mener Ole Pass. Derfor er han træt af folketingspolitikere, der mistænker alle ledige for at være dovne snyltere.   Foto: Michael Bræmer.


Arbejdsløse vil gerne arbejde, hvis de overhovedet kan. Og derfor er det helt hen i vejret, når folketingspolitikere i stigende grad mistænker ledige for at være dovne snyltere. 

Det mener socialchef i Rødovre kommune igennem et kvart århundrede, Ole Pass.

Ole Pass er grand old man på det socialpolitiske område. Han er blandt de mest magtfulde embedsmænd inden for sit felt og var i en lang årrække fomand for foreningen af socialchefer i Danmark.

Og han er er forarget over, at for eksempel Liberal Alliances Joachim B. Olsen kan slippe af sted med at tale om ledige som dovne, der lukrerer på de danske velfærdsydelser.

- Det er blevet legalt og stuerent at have mistro og mistillid til folk. Og når fremtrædende folketingsmedlemmer kan have de holdninger, tænker folk, at de også kan tillade sig det, siger Ole Pass. 

Træt af grov tone på Borgen 

Han er træt af den grove tone, som stadig flere folketingspolitikere og partier bruger over for ledige og socialt udsatte.

- Jeg er af den grundlæggende opfattelse, at folk gerne vil klare sig selv. Med undtagelse af nogle ganske få, der ikke ser noget galt i at snylte på samfundet, så sætter langt de fleste jo en ære i at sørge for sig selv, fastslår Ole Pass.

Men det er som om, at beskæftigelses- og sociallovgivning i dag bliver til på baggrund af en urimelig kollektiv mistænkeliggørelse af de ledige, pointerer han.

Trist at reducere ydelserne

- Jeg bliver trist, når man som i de senere år fokuserer så meget på at reducere de sociale ydelser. Ved at sænke ydelsesniveauerne sig man jo, at folk ikke gider arbejde, og at det skal kunne betale sig at arbejde. Men det kan det jo også, siger Ole Pass, der er på vej på pension efter fire årtier som ledende embedsmand på det sociale område.

Han bryder sig heller ikke om det såkaldt moderne kontanthjælpsloft, som Venstre-regeringen har indført. Det er fint med økonomiske helhedsvurderinger af den enkeltes situation, så det offentlige ikke bliver en hæveautomat, bedyrer han. Men socialchefen mener, at kontanthjælpsloftet er skabt i forlængelse af den mistillid, som folketingspolitikere har til socialt udsatte.  

Bygger ikke motorvej til spritbilister 

- Selvfølgelig er der nogle brodne kar, som vil nasse på samfundet, men dem skal vi ikke indrette vores system efter, men finde nogle sanktioner mod. Man bygger heller ikke en motorvej ud fra, at folk kører spirituskørsel, men ud fra at de er ædru, pointerer han.

Det er en nedvurdering af folks moral at tro, at de kun vælger det at lave mindst muligt. Så kræmmeragtig er man ikke i befolkningen som helhed
Ole Pass

Her på falderebet af sin lange karriere vil han gerne medvirke til at bringe politikerne på Christiansborg ud af den vildfarelse, at ledige og socialt udsatte er meget udspekulerede og gør alt for at malke ydelsessystemet.

- Det er en nedvurdering af folks moral at tro, at de kun vælger det at lave mindst muligt. Så kræmmeragtig er man ikke i befolkningen som helhed, siger han.  

- Det er godt tænkt, at man ser mere bredt på både kontanthjælp og boligydelse og får en totaløkonomisk vurdering. Selvfølgelig skal man ikke forgyldes. Men der er eksempler på, at der er skåret for dybt, og jeg tror stadig ikke på, at folk bevidst undlader at søge arbejde, fordi de får mere i understøttelse, fastslår Ole Pass. 

Selvfølgelig skal man fra myndighedernes side konfrontere borgerne, hvis man har mistanke om snyd med offentlige ydelser, påpeger han.

- Men omvendt skal det offentlige ikke genere borgerne. Jeg er modstander af dyneløfteri. Derfor var jeg også modstander af indførelse af gensidig forsørgelsespligt for kontanthjælpsmodtagere, og det var et af mine store nederlag, da det blev indført. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.