Gareth Bale om Real Madrids sejrsmål: Det var et indlæg
Gareth Bale stod bag målet, der sendte Real Madrid i Champions League-finalen mod Atlético Madrid.
Gareth Bale afsluttede, og Fernando rettede af ved Real Madrids sejrsmål.
Gareth Bale afsluttede, og Fernando rettede af ved Real Madrids sejrsmål. Foto: Francisco Seco/AP


På forhånd var presset massivt på waliseren Gareth Bale forud for Real Madrids retursemifinale på hjemmebane mod Manchester City, men han levede op til forventningerne og spillede en hovedrolle i sejren på 1-0.

Bale sendte et skud af sted fra en lidt spids vinkel i feltet. Manchester City-spilleren Fernando afrettede bolden, som strøg i mål via fjerneste stolpe.

Efterfølgende mente Bale ikke, at han skulle krediteres for scoringen.

- Jeg tror ikke, det var mit mål. Det var et indlæg. Men ærligt talt kan jeg ikke være mere ligeglad, siger Bale i et interview på TV3+.

Forventningerne til ham var ekstra store, fordi den franske angriber Karim Benzema var ude med en skade, ligesom Cristiano Ronaldo har været skadet og tvivlsom op til kampen.

Ronaldo endte dog med at spille hele kampen, men Bale var den mest fremtrædende.

Efter 0-0 i den første kamp i Manchester, var det enlige mål nok til avancement for Real.

- Det er en fantastisk følelse. Det var to svære kampe, og nu skal vi bare nyde øjeblikket. Semifinaler kan være nogle underlige kampe. Vi holdt målet rent i begge kampe, og så var et mål nok for os, siger Bale.

I finalen venter lokalrivalen Atlético Madrid i en kopi af finalen fra 2014. Dengang førte Atlético 1-0 indtil dybt inde i tillægstiden, men Real udlignede og vandt siden 4-1 efter forlænget spilletid.

- Finalen vil blive svær uanset modstanderen, men vi fik et godt resultat mod dem sidst, og det skal vi forsøge at få igen, lyder det fra Bale.

Finalen spilles 28. maj i Milano.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.