Garder sigtet for underslæb: Festede for 38.540 kroner
Forsvarets Auditørkorps har sigtet en landstalsmand for værnepligtige i Livgarden for underslæb.
En garder holder her vagt foran Amalienborg. Garderen her har intet at gøre med den eksklusive bytur.
En garder holder her vagt foran Amalienborg. Garderen her har intet at gøre med den eksklusive bytur. Foto: Colourbox/free


Under en tur i byen i det københavnske natteliv spenderede en landstalsmand for de værnepligtige i Den Kongelige Livgarde 38.540 kroner, som ikke tilhørte ham.

Sådan lyder sigtelsen mod en 21-årig mand, som Forsvarets Auditørkorps anklager for underslæb på en bytur mellem den 25. og 26. september i år.

De 38.540 kroner var betroet til den 21-årige garder, fordi han var landstalsmand for de værnepligtige i Livgarden. Pengene stammede fra et overskud fra en fest og skulle betales tilbage til garderne.

Alligevel valgte den 21-årige at bruge pengene på en bytur i København, hvor han blandt andet slog et smut forbi diskotek "Maze" i Skindergade ifølge en retsmødebegæring.

Den 21-årige er også sigtet for at blive væk fra tjeneste i Den Kongelige Livgarde i mere end 10 dage fra 24. oktober til 7. november i år. Landstalsmanden skulle være mødt op på Garderkasernen i Høvelte.

Forsvarets Auditørkorps kræver den 21-årige idømt en fængselsstraf og et erstatningskrav.

Da der er tale om en retsmødebegæring og ikke et anklageskrift, forventer Forsvarets Auditørkorps, at den 21-årige vil tilstå underslæb, når sagen begynder næste år ved Retten i Hillerød.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.