Gammelmandssukkersyge: Sådan kommer sygdommen snigende
Rigtigt mange danskere har diabetes-2 uden at være klar over det, og det betyder en øget risiko for følgesygdomme
Ikke alle sygdomme er lige nemme at opdage. 
Ikke alle sygdomme er lige nemme at opdage.  FOTO: Scanpix


Lisbeth Madsen, Traffic Center, Aller Media

Symptomerne på diabetes 2 - i folkemunde kaldet 'gammelmandssukkersyge' - kommer som oftest snigende. Derfor tænker mange ikke over, at det kan skyldes sukkersyge, og de kommer til at gå mange år med sygdommen, før den bliver opdaget.

Således er der ifølge Diabetesforeningen 200.000 danskere, der lige nu går rundt med diabetes-2 uden at vide det. Hele 750.000 har endda forstadier til sygdommen, som kan udvikle sig, hvis den ikke behandles eller forebygges.

Nogle af de symptomer, som folk oplever, er blandt andet øget tørst, øget tissetrang samt kløe. Da det hverken er noget smertefuldt eller specielt forstyrrende for hverdagslivet de første mange år, så er man mere tilbøjelig til at ignorere dem.

Pas på de moderne slankekure: Fedt feder – stadigvæk! Se mere på Femina.dk

Ekstrem høj arvelighed

I forbindelse med Verdens Diabetesdag i dag 14. november sætter Diabetesforeningen fokus på de mange danskere, der enten går rundt med symptomer, eller er i en særlig risikogruppe for at udvikle sygdommen, eftersom den er arvelig, og hvis begge dine forældre har diabetes-2, så har du 80 procent risiko for selv at udvikle den.

- Alt for få danskere ved, at type 2-diabetes er meget arvelig. Det er en af grundene til, at så mange desværre får stillet diagnosen for sent, når de allerede har én eller flere følgesygdomme, siger Diabetesforeningens administrerende direktør, Henrik Nedergaard.

Du kan dø af det

Når diabetes ikke behandles, så vil det med tiden udvikle sig, og der kan komme følgesygdomme. Nogle af de alvorlige følgesygdomme er livsfarlige, så som blodpropper og nyresvigt.

Træn din diabetes væk. Sådan gør du: Se metoden på Udeoghjemme.dk

Derfor bør du både være opmærksom på, om du har nogle af symptomerne, eller om du er særligt disponeret for sygdommen, forklarer Diabetesforeningen.

- Ved at opdage sygdommen i tide, kan man både nedsætte de menneskelige- og samfundsmæssige omkostninger, som er forbundet med sygdommen, siger Henrik Nedergaard.

I dag markerer Diabetesforeningen Verdens Diabetesdag ved at tilbyde alle interesserede at få målt deres diabetesrisiko ved en række arrangementer over hele landet – nogle steder er det allerede fredag den 13. nov. Tjek, hvilket arrangement, der er tættest på dig her

Det, du ifølge Diabetesforeningen skal holde øje med, er:
  • Er dit taljemål for højt? Dvs. over 88 cm for kvinder og 102 cm for mænd
  • Har du søskende, forældre eller bedsteforældre med diabetes?
  • Har du ofte tørst, vandladning eller kløe?
  • Har du haft diabetes, da du var gravid?
  • Får du medicin mod hjertesygdomme, højt blodtryk eller forhøjet kolesterol?

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.