Gamle venner ødelægger Mannings perfekte sæson
Denver Broncos tabte for første gang i sæsonen, da Peyton Manning gæstede sin tidligere klub.
Peyton Manning (tv.) siger tak for kampen til quarterback-kollega Andrew Luck, der tilføjede Manning sæsonens første nederlag.
Peyton Manning (tv.) siger tak for kampen til quarterback-kollega Andrew Luck, der tilføjede Manning sæsonens første nederlag. Foto: Matt Kryger/AP


Peyton Manning gjorde sig fra 1998 til 2011 til en legende hos NFL-holdet Indianapolis Colts, hvorefter han blev sendt videre, da klubledelsen i 2012 valgte at satse på unge Andrew Luck på quarterback-positionen.

Natten til mandag dansk tid stod Manning og Luck igen over for hinanden, da førstnævnte sammen med Denver Broncos skulle forsøge at tage sejr nummer otte ud af otte i sæsonen, men Mannings tidligere klub fik sat en stopper for veteranen.

På et field goal af kicker Adam Vinatieri i kampens slutfase vandt Indianapolis med 27-24 efter en tæt kamp.

Kampen fandt sin afgørelse, da ellers bundrutinerede Peyton Manning kastede en interception i de sidste minutter, og dermed kunne Andrew Luck og Indianapolis-angrebet køre resten af tiden af uret.

Ikke nok med at Mannings gamle venner ødelagde hans mulighed for en perfekt sæson, Luck og co. sørgede også for, at Manning ikke fik lov til at fejre en utrolig NFL-rekord på sin gamle hjemmebane.

Denver-quarterbacken manglede før kampen at kaste bolden 284 yards for at overtage Brett Favres rekord for fleste kastede yards i NFL-historien, men den rekord står en uges tid endnu.

Indianapolis formåede at holde Manning på 281 yards, og dermed mangler han fortsat få yards for at snuppe rekorden.

Det er ellers på Lucas Oil Stadium i Indianapolis, at Peyton Manning har kastet langt størstedelen af sine yards, men det blev altså ikke der, han kunne fejre rekorden.

Den tager han givetvis på søndag, når Kansas City Chiefs kommer på besøg i Denver.

Peyton Manning nåede at vinde én Super Bowl med Indianapolis Colts. Derudover har han tabt en Super Bowl med både Indianapolis og Denver.

Mens Denver ikke længere har mulighed for at levere en perfekt sæson med 16 sejre i 16 kampe, så har tre andre hold fortsat muligheden. New England Patriots, Cincinnati Bengals og Carolina Panthers har alle vundet de første otte kampe i sæsonen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.