Gambler-hit: Tør du også spille på Thorning?
Danske Spil og Bet25 har fået mange flere spil på Helle Thorning-Schmidt som statsminister de seneste dage.
De fleste Oddset-spillere har på nuværende tidspunkt sat pengene på, at Helle Thorning-Schmidt forbliver statsminister.
De fleste Oddset-spillere har på nuværende tidspunkt sat pengene på, at Helle Thorning-Schmidt forbliver statsminister. Foto: Danske Spil/free


Spillefuglene har tilsyneladende også opdaget, at meningsmålingerne forud for folketingsvalget har taget en drejning siden valgets udskrivelse.

I hvert fald oplever både Danske Spil og Bet 25, at spillerne nu i højere grad lægger pengene på Helle Thorning-Schmidt (S) end på Lars Løkke Rasmussen (V) som Danmarks kommende statsminister.

- Hvor omsætningen inden valgets udskrivelse var fordelt med 60 procent i Lars Løkke Rasmussens favør og 40 procent på Helle Thorning-Schmidt, så er det lige præcis omvendt nu.

- Vi tror, at det først og fremmest skyldes de seneste meningsmålinger, men også at det ser ud til, at tre af de fire nordatlantiske mandater vil gå til rød blok, siger oddssætter Søren Augustesen fra Danske Spil.

Selskabet har indtil videre omsat for "et stort sekscifret beløb" på spil omhandlende Danmarks næste statsminister, og det er kun en forsvindende del, der er satset på de øvrige mulige statsministerkandidater som Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Pape (K) og Morten Østergaard (R).

Hos Bet 25 har man siden nytår modtaget en hel del spil på Helle Thorning-Schmidt, men her er indskuddene også taget til i styrke i takt med, at mandaterne er svinget over på rød side i rundspørgerne.

- Det er blevet en stor spillebegivenhed, specielt nu hvor mange fodboldligaer er afgjort. Folketingsvalget fylder lige så meget hos os, som weekendens sidste runde i Superligaen i weekenden gør, siger oddssætter Niklas Nürnberg fra Bet25.

Her har man noteret sig, at mange spillere tror på en regering bestående af blot et enkelt parti.

- Det har nok noget at gøre med, at Konservative er gået så meget tilbage, samtidig med at Dansk Folkeparti formentlig fortsat vælger at stå udenfor en eventuel borgerlig regering.

- Derfor kunne det godt blive en ren Venstre-regering, hvis blå blok vinder, siger Niklas Nürnberg.

Bookmakerne har fortsat Lars Løkke Rasmussen som favorit til at blive Danmarks kommende statsminister.

Hos Danske Spil kan man således få pengene 1,6 gange igen ved at spille på Venstres formand.

Hvis man derimod tror mere på Helle Thorning-Schmidt, kan man få indsatsen 2,35 gange igen hos Bet 25.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.