Galehusets ejer er klar til at sælge Palermo
Palermos præsident og ejer erklærer sig klar til at sælge klubben med de mange trænerfyringer.
Palermos præsident og ejer, Maurizio Zamparini, erklærer sig klar til at sælge klubben med de mange trænerfyringer.
Palermos præsident og ejer, Maurizio Zamparini, erklærer sig klar til at sælge klubben med de mange trænerfyringer. Foto: Ap/AP


Palermos præsident og ejer, Maurizio Zamparini, er måske snart fortid i Serie A.

I hvert fald siger den iltre fodboldboss, at han er klar til at sælge klubben, der er kendt for trænerfyringer på stribe og efterhånden har udviklet sig til lidt af et galehus.

Alene i denne sæson har Palermo haft seks forskellige trænere siddende på bænken, og den ene har været i jobbet to gange.

Derudover nåede Zamparini at ansætte endnu en træner, som ikke blev godkendt til posten, fordi han ikke havde sine europæiske trænerpapirer i orden.

Maurizio Zamparini er på vej ud, fordi han har "andre ting at tage sig til", lød det til journalister mandag.

- Jeg har to måneder tilbage i italiensk fodbold, og så siger jeg farvel, siger Zamparini ifølge Reuters.

- Fodbold har slidt mig ned. Jeg vil blive glad, hvis de nye ejere er fra Palermo, siger han.

I denne sæson har følgende trænere siddet i det konstant skoldhede sæde i klubben: Giuseppe Iachini (to gange), Davide Ballardini, Fabio Viviani, Giovanni Tedesco, Giovanni Bosi og Walter Novellino.

Guillermo Barros Schelotto blev ansat, men kunne ikke tiltræde posten, da hans trænerpapirer ikke blev godkendt af Det Europæiske Fodboldforbund, (Uefa).

Palermo ligger efter 28 ud af 38 kampe i Serie A lige under nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.