Når landets kommuner sender ledige i ressourceforløb, er det med det formål at hjælpe dem i job eller uddannelse. 19.000 ledige var i ressourceforløb i december 2016, men det er ikke altid en succes.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede tirsdag en 'initiativpakke,' der skal gøre op med de groteske forløb og sikre en hurtigere sagsbehandling.
Her er en række eksempler på ressourceforløb, som har trukket overskrifter og skabt debat:
Fem minutters arbejdsprøvning - om ugen
En handicappet kvinde blev sendt i virksomhedspraktik i 50 minutter på 10 uger. Med andre ord: Fem minutters praktik om ugen. Kvinden fik til opgave at tælle varer på virksomhedens hylder. Hun var dog ikke i stand til at løfte tælleapparatet og fik hjælp af en anden på virksomheden. Kvinden var desuden så svag, at hun måtte transporteres i taxa. Mens kvinden arbejdede i de fem minutter, holdt taxaen udenfor og ventede.
Sendt i virksomhedspraktik - med seng
Flere kommuner vælger at sende borgere i virksomhedspraktik, hvor de har en seng med, så de kan hvile sig ind imellem. Det skete blandt andet i Københavns Kommune, hvor en kvinde plaget af kroniske smerter skulle undervise pensionister i at bruge computer og internet. Kvinden var nødt til at hvile sig før, under og efter den daglige dont på en time.
- I starten var det meningen, at jeg skulle sidde op i en time, men det gik hurtigt galt. Så i stedet skulle jeg ligge på en briks, som blev trukket helt hen til den person, jeg skulle lære noget. Så lå jeg der og forklarede en 85-årig, hvordan hun for eksempel skulle komme på internettet og åbne et skriveprogram, har kvinden fortalt til Avisen.dk.
Kvinde døde, mens hun var ressourceforløb
En 59-årige kvinde fra Svendborg døde, mens hun var i ressourceforløb. Kvinden var dement, led af kronisk nervebetændelse, fik hjemmehjælp fire gange dagligt og boede i beskyttet bolig med sin alzheimer-ramte mand. Hun døde efter en lang kamp mod kommunen, som i ni måneder nægtede at give hende førtidspension. Først en uge før hun døde - og efter en intens mediestorm og hård kamp fra hendes fagforening 3F - besluttede kommunen at tilkende førtidspension.
Erklæret uegnet til job - sendt i praktik af kommunen
En kvinde blev erklæret uegnet til at arbejde af sin læge, men Assens kommune fastholdt, at hun skulle fortsætte i sit ressourceforløb. Den gigtplagede kvinde undgik under stor mediebevågenhed at komme i sengepraktik. I stedet blev hun sendt i almindelig virksomhedspraktik, hvor det blev konstateret, at hun kunne holde til at arbejde to gange 14 minutter om ugen. Kommunen begrundede forløbet med lovgivningens krav om, at man 'skal have den mindste ressource ud af enhver borger'. I sommeren 2016 blev kvinden tilkendt førtidspension.
Tre-årigt ressourceforløb: Gå ture i skoven
Efter seks arbejdsprøvninger blev en kvinde fra Roskilde sendt i et nyt ressourceforløb. Et tre-årigt forløb med et enkelt krav: Gå ture i skoven. Selv om kvinden elsker naturen, kan hun ikke se formålet med skovturene. Kvinden lider af kronisk træthedssyndrom, en sygdom, der ikke er anerkendt som en fysisk sygdom i Danmark, men som en psykisk lidelse.
- Jeg føler, jeg er blevet samfundets største fjende. Jeg bliver set ned på. Kommunen tror ikke på, at jeg er syg, sagde hun for nylig til Avisen.dk.