Gældsplaget Grækenland vil øge skatten på benzin og tobak
Regeringen i Athen har fremsat nyt reformforslag i håb om at få adgang til milliardlån.


Den græske regering har onsdag fremsat et lovforslag, der øger skatter, gør det lettere for banker at komme af med dårlige lån og opretter en ny privatiseringsfond med Grækenlands udenlandske kreditorer.

Det sker, så grækerne til gengæld kan få adgang til udbetaling af nye lån fra eurolandene, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB).

Reformforslaget, som er blevet fremsat i parlamentet sent onsdag, løfter blandt andet momsloftet til 24 procent fra 23 procent. Samtidig vil det øge afgiften på benzin og tobak, mens der også bliver defineret en fremgangsmåde, hvor banker kan sælge lån, som der ikke er blevet betalt af på i en længere periode.

Efter planen skal parlamentet tage stilling til reformerne på søndag - to dage før et vigtigt møde blandt eurozonens finansministre, der skal tage stilling til, om Grækenland har gjort sig fortjent til udbetaling af nye milliarder og mulig gældssanering.

Regeringen i Athen håber på, at en græsk gældslettelse vil give landet bedre muligheder for at låne penge på markedsvilkår. Hvis det lykkes at få slettet dele af gælden, vil de græske politikere desuden kunne bruge det til at overbevise offentligheden om, at seks år med besparelser er begyndt at betale sig.

Premierminister Alexis Tsipras har lige netop flertal bag sig i det græske parlament, hvor 153 støtter ham. Der er 300 medlemmer.

Søndagens afstemning kommer, efter at parlamentet tidligere i maj godkendte andre skatteforhøjelser og besparelser på pensionssystemet.

EU, IMF og ECB kræver reformerne gennemført, hvis næste del af den græske lånepakke skal udbetales. Grækerne har brug for pengene til at betale af på et andet lån i juli.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.