Gadejuristen: Bon-krav til hjemløse er tvivlsomt
Det er svært at finde steder i lovgivningen, der understøtter Helsingør Kommunes krav til hjemløse om at kunne fremvise boner, mener Gadejuristen.
- Det er mere end svært at få øje på steder i lovgivningen, der understøtter et sådant krav, siger Nanna W. Gotfredsen, leder og medstifter af Gadejuristen.
- Det er mere end svært at få øje på steder i lovgivningen, der understøtter et sådant krav, siger Nanna W. Gotfredsen, leder og medstifter af Gadejuristen. Foto: Scanpix arkiv


I Helsingør er flere hjemløse blevet bedt om at dokumentere, at de har opholdt sig i kommunen ved at fremvise boner fra deres indkøb og kontoudtog fra deres bank. Ellers vil kommunen tilbageholde deres kontanthjælp.

Både Borgerservice og borgmester Benedikte Kiær (K) henviser med kravet til CPR-lovgivningens bestemmelser, men det hænger ikke sammen, mener jurister fra den frivillige organisation Gadejuristen.

- Det er mere end svært at få øje på steder i lovgivningen, der understøtter et sådant krav, og os bekendt er det da heller ikke nogensinde indgået som et lovligt kriterium ved klageinstanserne, siger Nanna W. Gotfredsen, leder og medstifter af Gadejuristen, til Frederiksborg Amts Avis, fredag.

Når Ankestyrelsen skal bestemme, hvilken opholdskommune og dermed handlekommune en hjemløs hører til, har folkeregistreringen stor betydning. Men i sidste ende vejer de faktiske forhold tungere, herunder den hjemløses egne oplysninger om, hvor vedkommende har opholdt sig.

Dertil bliver afgørelsen bestemt af, hvilket sted den hjemløse sidst var i kontakt med offentlige myndigheder for at få hjælp, hvilken kommune der sidst har udbetalt hjælp gennem længere tid og hvilken kommune, der senest har udarbejdet eller tilbudt udarbejdelse af en handleplan.
Men i Gadejuristen har man aldrig oplevet, at opholdskommunen er blevet bestemt af, hvor man har købt ind.

- Derudover beviser kontoudtog og kasseboner jo ingenting udover, hvor man lige handler. Og man må jo også gerne vælge at gøre sine indkøb i nabokommunen - også som hjemløs kontanthjælpsmodtager, siger Nanna W. Gotfredsen.

Hun vurderer desuden, at kravet om fremlæggelse af kontoudtog og kasseboner er i strid med, at en myndighed ikke må pålægge sine borgere større byrder end nødvendigt.

- Det gælder for al offentlig forvaltning, og det burde kommunen genoverveje i denne sag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.