Gade afviser: Skal ikke være forsvarsminister igen
Søren Gade kan sætte sig ind i det pres, som Carl Holst og hans familie på det seneste har været under.
Søren Gade (V) gør det klart, at han ikke skal være forsvarsminister.
Søren Gade (V) gør det klart, at han ikke skal være forsvarsminister. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Kort efter at Carl Holst (V) havde meddelt at han gik af som forsvarsminister, begyndte spekulationerne om hvem, der skulle overtage posten.

Men det felt er nu indsnævret. Den tidligere forsvarsminister og nuværende gruppeformand for Venstre, Søren Gade, afviser nemlig blankt overfor TV2 News, at han er i spil. Direkte adspurgt svarer han:

- Det lyder som om, du har fået andet end vand til din frokost. Det kan jeg forsikre dig for, at jeg ikke skal, svarer Gade på reporterens spørgsmål om, hvorvidt han bliver den nye forsvarsminister.

Søren Gade udtrykker samtidigt respekt og forståelse for Carl Holst' beslutning om at trække sig.

- Jeg har stor respekt for beslutningen, men jeg er trist på Carl Holsts vegne, sagde Gade.

Søren Gade var selv i voldsom modvind dengang han var forsvarsminister, og kan sætte sig ind i det pres, Holst har været under.

- Jeg ved om nogen hvilket pres, Carl Holst og hans familie har været udsat for den seneste tid, og det pres er ikke noget, jeg ønsker for min værste fjende, sagde han.

Der har været forlydender om, at Holsts bagland i Venstre har distanceret sig fra ham under den seneste tids ballade, men det afviste Gade og fortalte, at han har haft flere samtaler med Holst gennem den seneste tid.

Desuden sagde gruppeformanden, at det har været svært for Venstre at kommentere sagerne, da de har handlet Holsts fortid, hvor han var regionsformand i Region Syddanmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.