Gabons præsident beskylder modstander for valgsvindel
Krav om genoptælling af stemmer i Gabon, hvor spændinger tager til efter næsten uafgjort valg.
Sørgende mindes dødsofre for voldsomme sammenstød i Gabon i kølvandet på et præsidentvalg, der endte næsten uafgjort. Gabons genvalgte præsident, Ali Bongo, beskyldes for at have svindlet ved valget i sidste uge, men han lægger afstand til krav om en genoptælling af stemmerne.
Sørgende mindes dødsofre for voldsomme sammenstød i Gabon i kølvandet på et præsidentvalg, der endte næsten uafgjort. Gabons genvalgte præsident, Ali Bongo, beskyldes for at have svindlet ved valget i sidste uge, men han lægger afstand til krav om en genoptælling af stemmerne. Foto: Marco Longari/AFP


Gabons genvalgte præsident, Ali Bongo, som beskyldes for at have svindlet ved valget i sidste uge, hvor han vandt en meget snæver sejr, lægger afstand til opfordringer om en genoptælling af stemmerne.

- Det er en afgørelse, der er op til forfatningsdomstolen, siger han.

I et interview med den franske radiostation Europe 1 siger Bongo, at det er hans modstander, Jean Ping, som har begået valgsvindel, hvis der er begået svindel.

Oppositionslederen Ping siger, at hans valgsejr blev stjålet af Bongo.

EU har åbent betvivlet det officielle resultat, og Frankrig har opfordret til en genoptælling af stemmerne.

Jean Ping appellerer til det internationale samfund om at hjælpe.

- Alle ved, hvad resultatet af valget var. Og alle ved, at Bongo gør alt, hvad han kan, for ikke at acceptere det, siger Ping, som understreger, at han ikke har tillid til forfatningsdomstolen, fordi den er tæt på Bongos familie.

Bongo overtog magten, efter sin far som døde i 2009. Faren ledede Gabon i 42 år.

Ping siger, at en genoptælling af stemmerne bør finde sted under international kontrol.

Bongo, som har været ved magten i Gabon siden 2009, har gjort krav på valgsejren, efter at han skulle have fået godt 6000 stemmer flere end sin modstander.

Der er frygt for tiltagende uro på grund af konflikten i landet. Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at mindst syv mennesker er blevet dræbt under sammenstød og uroligheder efter valget i den olierige centralafrikanske nation, som har været styret af Bongos familie siden 1967.

Myndigheder siger, at tre er blevet dræbt, mens 105 er blevet såret.

Ping beskylder valgkommissionen for at have lagt forfalskede dokumenter til grund for resultatet.

Ifølge det officielle resultat vandt Bongo med 49,8 procent. Ping er noteret for 48,2 procent af stemmerne.

Frankrig er tidligere kolonimagt i landet, og der er fortsat stærke bånd mellem landene.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.