Gårdmænd fandt efterladt spædbarn: Holdt hende varm i et flag
To gårdmænd i Bagsværd er rystede efter fundet af nyfødt barn i affaldscontainer.
Foto: Bax Lindhardt/Scanpix


Et helt nyfødt spædbarn blev holdt varm i et flag, som en gårdmand i Værebroparken i Bagsværd viklede hende ind i, før ambulancen kom frem.

Det fortæller gårdmanden, Milonja Zekovic, fredag til ekstrabladet.dk.

Fundet af barnet blev gjort, da han og en kollega fredag morgen var ved at håndtere affaldscontainere i bebyggelsen.

Pludselig hørte mændene noget gråd fra containeren.

- Min kollega kiggede på mig og sagde, at der lå et lille barn. Jeg sagde, at det ikke kunne være rigtigt, men jo. Hun lå helt nøgen stadig med blod på, fortæller Zekovic til ekstrabladet.dk.

De ringede efter en ambulance og fik besked om at holde den lille pige varm. Og de tog et henkastet flag og svøbte hende i det og ventede, indtil ambulancen kom.

Derefter blev pigen kørt til Rigshospitalet, har politiet fortalt.

Offentligt har Københavns Vestegns Politi rost gårdmændene for at være årvågne.

Politiet søger efter moren og håber på at få henvendelser fra offentligheden.

Det er "helt sikkert", at fødslen ikke er sket på et hospital, har vicepolitiinspektør Carsten Jansson sagt. Ifølge avisen.dk var moderkage og navlestreng til stede.

Pigen, der vejer tre kilo, har det efter omstændighederne godt, har politiet sagt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.