Brandvæsenet forsøger mandag aften at få bugt med flammerne på en svinefarm ved Odder i Østjylland. Branden har kostet flere svin livet.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 17.10.
- Der er 1200 svin på gården. Nogle af dem er døde. Der er en dyrlæge på stedet, og der er lastbiler, som skal køre dyrene væk, siger vagtchef Peter Hunniche.
- Men jeg er ikke klar over, hvor mange dyr der har mistet livet eller har taget skade.
Ilden er tilsyneladende opstået i noget dyrefoder, der blev opbevaret på gården.
Ifølge politiet er ingen mennesker kommet til skade i forbindelse med branden.
/ritzau/