Går forrest: Denne udbyder dropper udskældte tv-pakker
Fra næste år kan selskabets kunder vælge kanaler til og fra. Forbrugerrådet roser initiativet.
Forbrugerrådet Tænk roser Stofa for nyt tiltag. Genrefoto.
Forbrugerrådet Tænk roser Stofa for nyt tiltag. Genrefoto. Foto: Colourbox/free


Stofa, der med 450.000 kunder er Danmarks største kabel-tv-selskab, vil efter nytår give sine kunder mulighed for selv at sammensætte deres tv-pakke, skriver Berlingske.

I stedet for kun at udbyde de ofte udskældte faste tv-pakker vil Stofa nu også tilbyde kunderne frit valg mellem 100 forskellige kanaler, som kan vælges fra og til på månedsbasis.

- Jeg vil kalde det banebrydende. Her får forbrugerne mulighed for kun at betale for det tv, som de ser. Det er ikke set før i Danmark, siger Ole Fruekilde Madsen, administrerende direktør for Stofa, til Berlingske.

Forbrugerrådet roser Stofa for at gå forrest.

- Udmeldingen tyder på, at det ikke er umuligt at gøre, som vi hidtil har fået at vide. Det er utroligt, hvor mange hidtil uoverstigelige barrierer der er faldet bare i 2015. Hvis Stofa kan gøre det, hvad er så problemet i TDC og YouSee, siger cheføkonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk til avisen.

De fastlåste tv-pakker er blevet skældt ud af forbrugere og konkurrencemyndigheder i flere år. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har påvist, hvordan danskerne i stort omfang betaler store summer for kanaler, de aldrig ser.

Stofas nye aftale lanceres i løbet af første kvartal i 2016. Prisen vil selskabet endnu ikke ud med, men forudsætningen bliver, at man har en såkaldt tv-boks, oplyser Ole Fruekilde Madsen.

Udbydere af tv-pakker har de seneste år mistet mange kunder i takt med, at streamingtjenester som Netflix og HBO er blevet populære.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.