G20-lederne er i økonomisk modvind
G20-landene holder topmøde i Australien og målet er mere økonomisk vækst.
Den britiske premierminister David Cameron, til venstre, har allerede holdt møde med Indiens premierminister Narendra Modi, forud for G20-mødet i Brisbane.
Den britiske premierminister David Cameron, til venstre, har allerede holdt møde med Indiens premierminister Narendra Modi, forud for G20-mødet i Brisbane. Foto: Lukas Coch/AP


Når toplederne fra G20-landene lørdag og søndag sætter hinanden stævne i Brisbane i Australien, står der vækst på programmet.

Australien, der lige nu har formandskabet i G20, fokuserer sit arbejde på at få mere spjæt i økonomien. Den samlede vækst i G20-landene, som tilsammen repræsenterer 85 procent af verdensøkonomien, skal over de næste fem år stige med to procent mere, end de nuværende prognoser siger.

Tony Abbott, den australske premierminister, vil nå målet ved at få landene til at forpligte sig til at øge væksten via hjemlige reformer, der også kan bidrage til millioner af nye arbejdspladser.

Det kan dog blive svært at holde de mange topledere på sporet i Brisbane. Blandt deltagerne er USA's præsident, Barack Obama, Kinas præsident, Xi Jinping, og også Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Drøftelser af geopolitiske problemer er aldrig langt væk, når den slags folk er i samme by.

Problemerne i Ukraine og Syrien har længe kaldt på løsninger, og også risikoen for, at ebola, spredes, kan blive vendt i Brisbane.

Alligevel har Abbott gjort, hvad han kan for at holde den økonomiske dagsorden.

Han lover dybe drøftelser om såvel vækst som om problemerne med, at virksomheder og investorer går på skatte-shopping rundt om i verden og udnytter forskellige skattesystemer.

Abbotts vækstambitioner kan dog være skruet så højt op, at de ikke kan opfyldes, advarer analytikere.

Retorikken vil ikke blive matchet af resultater, siger de, for flere af de tunge lande i G20 er løbet ind i ny økonomisk modvind.

Væksten er svag i Europa, hvor Tyskland nu også hænger i bremsen. Japan må igen bruge store summer på at skabe vækst efter to årtier med stagnation.

På forhånd siger G20, at de er blevet enige om omkring 900 tiltag, der skal hjælpe på væksten, herunder fremskyndelse af investeringer i infrastruktur, finansreformer og tilskyndelse til frihandel.

Men de skeptiske analytikere påpeger, at indholdet i tiltagene ikke er særlig detaljeret.

En af skeptikerne er Nicholas Reece fra Melbourne School of Government and School of Social and Political Sciences. Han mener, at G20-landene er for forskellige, også når det gælder økonomisk udvikling, til at være slagkraftig.

- For at sige det enkelt, så er der for mange forskellige konkurrerende interesser på bordet, og det gør det svært at nå til enighed om ægte reformer, mener han.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.