Fyrværkeritragedie der kostede tre liv for landsretten
30-årig anker dom til samfundstjeneste for at sælge krysantemumbomber, der kostede tre livet en nytårsaften.
I byretten blev en 30-årig mand dømt for at have solgt de krysantemumbomber, der kostede tre mænd livet en nytårsaften. Han nægtede sig skyldig og ankede til landsretten, som behandler sagen onsdag. Arkivfoto.
I byretten blev en 30-årig mand dømt for at have solgt de krysantemumbomber, der kostede tre mænd livet en nytårsaften. Han nægtede sig skyldig og ankede til landsretten, som behandler sagen onsdag. Arkivfoto. Foto: Politifoto/Polfoto


Som alle andre nytårsaftner var familie og venner over hele landet på den sidste dag i 2014 samlet til fest for at fejre det nye års komme.

Men 2015 var ikke mange minutter gammel, før to fester ved Hobro og Mariager endte i en voldsom tragedie.

Tre personer mistede livet, og to andre blev hårdt kvæstet ved to forskellige fester, da de for at fejre nytåret ville affyre krysantemumbomber.

Onsdag tager Vestre Landsret hul på ankesagen mod den mand, der i byretten blev dømt for at have solgt det dødsensfarlige fyrværkeri.

Den ene af ulykkerne skete i Skjellerup ved Hobro. Her blev to mænd på 24 og 25 dræbt, da de satte ild til lunten, der brændte ned på få sekunder.

Storebroren til en af de dræbte mistede det ene øje, mens en kammerat, der lyste med sin iPhone for at vise, hvor lunten skulle antændes, mistede begge øjne.

Den anden ulykke skete i Assens ved Mariager. Her mistede en 37-årig familiefar livet, da han håndterede det kraftige fyrværkeri i haven, mens familien og andre ved nytårsfesten var forsamlet inden døre.

Forholdsvis hurtigt fandt politiet frem til den mand, som angiveligt havde solgt det farlige fyrværkeri, og i februar i år blev en 30-årig mand idømt seks måneders fængsel for uagtsomt manddrab.

Den ene måned havde han afsonet med sin varetægtsfængsling, og de resterende fem måneder blev gjort betinget mod, at han udførte 100 timers samfundstjeneste.

Den 30-årige nægtede sig under hele sagen skyldig, og han ankede på stedet dommen til Vestre Landsret, som altså behandler sagen onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.