Det er syv måneder siden, at fyrst Albert af Monaco sammen med konen, fyrstinde Charlene, blev forældre til tvillingerne Gabriella og Jacques.
Og allerede nu begynder tvillingernes forskelligheder at skinne igennem. Det fortæller fyrsten i et interview med den franske avis Nice Matin ifølge Hello Magazine.
Men når man er fyrste, så betyder det også en proppet kalender, og fyrst Albert fortæller, at det gør det svært at finde tid til tvillingerne.
Alligevel sørger han for at finde rum til kvalitetstid.
- Når de vågner prøver jeg at bruge tid sammen med. Vi spiller små spil, og jeg giver dem deres flaske og skifter deres bleer, siger fyrsten til den franske avis.
Og også ægteskabet går strålende, fortæller han.
- Alt går godt mellem Charlene og jeg. Jeg var på Korsika sammen med hende i denne uge, og jeg synes ikke, vi lignede et par, der var på grænsen til at gå fra hinanden, siger fyrsten til Nice Matin.
Tvillingerne Jacques og Gabriella er parrets første børn. Fyrst Albert har dog i forvejen to børn uden for ægteskab.
/ritzau/FOKUS